Billede beskrivelse

Lokale firmaer tager ansvar: Rekordmange har søgt om julehjælp

11. december 2023 kl. 11.00

Tendensen er landsdækkende, og den gælder også i Sindal: Der er rekordmange familier, der søger om julehjælp i 2023.

Derfor er der brug for lokalsamfund, der tager ansvar for alle. Og det gør de i den grad i Sindal.

For fjerde år i streg er Sindal Biogas tovholdere på en indsamling blandt områdets virksomheder. Det indsamlede går direkte til Sindal Astrup Sogns Familiefond.

- Det er det, vi kan og skal herude i de mindre byer. Vi skal stå sammen og hjælpe hinanden. Det ligger dybt i vores værdier, at vi skal hjælpe, hvor vi kan, siger Laust Gaardbo, der er økonomi- og administrationschef hos Sindal Biogas.

Stor opbakning

Heldigvis er der mange i Sindal, der er med på den idé. Udover biogasanlægget deltager Sparekasse Danmark, murerfirmaet William Andersen & Søn, Rema 1000, Victoria Brugskunst, AKH Service, Lillebrors Bageri, Matas, Tina Risager Kunst & Interiør, Over Ugilt Gårdbutik samt Sindal IF.

Sidste år blev der blandt andet doneret kurve med julevarer, gavekort til Rema 1000, poser med julekager, småkager, konfekt, mandelgaver og kødpakker fra Danish Crown. Laust Gaardbo fortæller, at der er flere virksomheder involveret end sidste år.

Pakkerne uddeles via Sindal-Astrup Sogns Familiefond. Modtagerne af julehjælpen er lokale familier.

Lokale står sammen

- Der er en enormt stor gavmildhed i Sindal. Der er både privatpersoner, erhvervsdrivende og butikker, der giver flotte bidrag. Mit indtryk er, at modtagerne af hjælpen er overvældende og taknemmelige for, at nogle tænker på dem og gerne vil hjælpe dem, siger sognepræst i Sindal-Astrup Sogn, Iben Aldal.

Hun forklarer, at ansøgerne især angiver inflationen som årsag til, at de søger om julehjælp. Mange af familierne har pressede budgetter i forvejen, og der skal derfor ikke meget til, før læsset vælter.

Hvis man ønsker at bidrage til julehjælpen næste år, kan man tage kontakt til Laust Gaardbo hos Sindal Biogas. Udover julehjælp støtter familiefonden også med konfirmationshjælp.

Det indsamlede overrækkes til familiefonden onsdag 13. december.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste