Lokal kunstner udstiller på Charlottenborg
"Solstrejf" er titlen på det maleri, som Flemming Jensen fra Hjørring deltager med på Charlottenborgs Forårsudstilling 2023. Det oplyser kunstneren.
- Mere end 944 kunstnere og kunstnergrupper har søgt om optag, og med de rekordmange ansøgere har juryen gennemgået mere end fire tusinde værker. Feltet er nu skåret ned til 36 kunstnere og kunstnergrupper, som kan opleves på Kunsthal Charlottenborg fra 1. februar til 5. marts.
Interessen for maleriet fik Flemming Jensen af sin far Gotfred Jensen, som malede Københavnermotiver. Selv har Flemming Jensen været omkring mange motiver, materialer og teknikker.
Det er omtrent 20 år siden, at Flemming Jensen flyttede til Bjergby, og gennem de år har han udstillet flere forskellige steder i det nordjyske og gennem mange år på Kunst- og Hobbyudstillingen på Bjergby-Mygdal Skole. Denne udstilling fejrer i år 10 års jubilæum i weekenden 11. og 12. marts, og Flemming Jensen glæder sig til igen at være blandt udstillerne.