Zwei Grosse i Hjørring er kåret som årets bedste
Kåringen skete ved en koncernfest i Aalborg søndag aften
HJØRRING: Morten Bredahl Weinkouff og teamet på Zwei Grosse Bier Bar i Hjørring fik søndag aften overrakt prisen ÅRETS ZWEI GROSSE 2019.
Det skete ved en koncernfest på Zwei Grosse i Aalborg, hvor 340 ejere og medarbejdere fra landets ” Zwei Grosse Bier Bar” var samlet.
Og Morten Bredahl Weinkouff er både stolt og glad for prisen. Og en smule træt efter det som Morten kalder: - En vanvittig hård og virkelig travl december.
Da han for to et halvt år siden overtog Zwei Grosse i Strømgade lavede han en treårsplan med en række målpunkter, han ville nå. Et af dem var netop at vinde årets Zwei Grosse-pris. Og med prisen har han opfyldt alle sine mål fra dengang:
- Et af mine mål var at få vendt Zwei Gross i Hjørring til en økonomisk god forretning. Det har jeg nået. Jeg havde også som mål at gøre Zwei Gross til det førenede hus i Hjørring, og at opnå en omsætning på 1,3 mio. kroner i december. Det er også opfyldt. Et andet mål var at sammensætte verdens bedste personalegruppe - og sidste men ikke mindst at vinde Årets Zwei Grosse-pris. Så nu er alle punkter nået, konstaterer Morten Bredahl Weinkouff.
- Og vi arbejder selvfølgelig videre. Nu vil jeg sætte nye mål for fremtiden.
Morten glæder sig på teamets vegne.
- Det betyder helt sikkert noget for personalet at få den anerkedelser og at vide, at det man laver er i orden.