Wendy’s Pit kørt ud af midtbyen
I ét stykke - og på under tre timer, fik thai-grillbaren sin nye placering
HJØRRING: Tirsdag aften kunne man opleve et lidt usædvanligt syn i Hjørrings gader.
Her blev Wendy’s Pit, som de seneste fem år har serveret thai- og grillmad fra den centrale Sct. Olai Plads, nemlig flyttet.
Hele gesjæften blev hejst op med en kran, og tog en køretur, der varede omkring to og en halv time ud til dens nye tilholdssted.
Aalborgvej 88, på en plads ved tanken med udsigt til Hjørring Kro på den anden side af vejen.
- Vi har forsøgt at få den stillet op flere steder, og kæmpet for det, men fået et par nej’er. Første tanke om en placering herude var egentlig mellem tanken og Netto på en cirka 10 meter bred græsplæne, men det tillod lokalplanen ikke. Så fandt vi ud af, at tanken i forvejen havde tilladelse til at opsætte en hytte på op til 150 kvadratmeter. Så jeg fik fat i dem, som ejer jorden, og har lejet jord af benzintanken, fortæller Lars Christensen, som sammen med sin familie har Wendy’s Pit.
Håber det bliver placeringen
Han har søgt om en byggetilladelse, og håber dette sted kan blive en permanent placering.
- Jeg har fået en forhåndsgodkendelse på, at den kan være herude, og jeg håber det bliver den endelige placering, og at den ikke skal flyttes igen. Det er nu også min fornemmelse og forventning, siger Lars Christensen.
Det er hans og familiens håb at kunne åbne igen efter sommerferien.
- Det bliver det samme som folket kender, men også med et par nye tiltag, som for eksempel flere thai-retter. Og så søger vi om, at få lov at bygge den tre meter længere, så der bliver mere plads i det permanente køkken, så vi kan håndtere frisk kød til vores menu, oplyser Lars Christensen.
Wendy’s Pit måler lige nu syv gange syv meter, så hvis ansøgningen går igennem, vil spisestedet vokse fra 49 til 70 kvadratmeter.
Både Wendy’s Pit og Cityscenen skal fjernes som led i et byrenoveringsprojekt for Sct. Olai Plads, som skal give bedre udsyn til Sct. Olai Kirke fra Strømgade.