Wæhrens i Bindslev skifter ejer
Efter 48 år i byens førende forretning i dametøj og andet manufaktur hos Wæhrens i Bindslev har Anna Riisager solgt forretningen til Lene og Palle Nikkelsen, der viderefører denne med dametøj under samme butiksnavn og telefonnummer.
- Jeg har været utrolig glad for mine 48 år her i forretningen. I alle årene har jeg haft en meget trofast kundekreds og et yderst loyalt og dygtigt personale. Det er derfor med blandede følelser, at jeg nu vælger pensionisttilværelsen og dermed får mere tid til familien, fortæller Anna Riisager.
Anna Riisager startede i sin tid som elev hos Marinus Madsen i Hjørring og efter endt læretid blev hun ansat hos Poul Wæhrens i 1969. Dengang hed forretningen Holm Wæhrens, der grundlagde den som skrædderforretning i 1911, og i 1920 ændrede den til manufakturhandel.
Efter 15 år som ansat hos Poul Wæhrens overtog Anna Riisager forretningen den 1. oktober 1984, og frem til i dag er det blevet til 33 år som selvstændig. Det var ikke kun forretningen Anna Riisager overtog, også personalet fulgte med, og i alle 33 år har Anette Frederiksen været førstedame.
Forretningen har i tidens løb ikke gennemgået de store forandringer, for det har ligget Anna Riisager meget på sinde at videreføre de gamle stolte traditioner, hvor kunderne altid har kunnet få en personlig og kvalificeret betjening med et alsidigt varesortiment. Da Anna Riisager overtog forretningen var det med en afdeling for metervarer, trikotage og gardiner i stueetagen, og på 1. salen var der et stort udvalg af konfektion og en specialafdeling med kjoler til børn og voksne samt en afdeling med gulvtæpper og sengeudstyr. Tiderne ændrede sig, og da kunderne begyndte at efterspørge andre varer, fulgte Anna Riisager med tiden og tilpassede forretningens sortiment til efterspørgslen. Det strategi har gjort, at forretningen stadig er byens førende i dametøj og andet manufaktur ikke kun i Bindslev men i et meget stort opland. Også de berømte modeshow, der blev startet af Poul Wæhrens, har Anna Riisager videreført med stor succes.
Nu er der udsalg i forretningen. De sidste varer sælges med 70 procent rabat til og med på lørdag den 26. august, der er sidste åbningsdag.