Vognmandsforretning i højere gear

05. juli 2017 kl. 06.59

Kasper Christensen, der ejer Toftegaards Transport på Løkkensvej 245 i Hjørring, har købt Jørgen Hvims’ Vognmandsforretning i Bjergby.

Jørgen Hvims har drevet vognmandsforretning i 49 år og går nu på pension.

Med overtagelsen kommer Kasper Christensen til at råde over fire containerbiler - to med kran - samt en enkelt trækker, der kører tiptrailer og gylle samt to gummigeder og ikke mindre end 50 container. Og han er parat til fortsat at servicere både virksomheder og private kunder.

Overtagelsen er en realitet fra 1. juli, og de to lastbiler fra Jørgen Hvims er overdraget.

Kasper Christensen overtog Løkkensvej 245 for tre år siden - den tidligere planteskole. Og her har han indrettet en moderne vognmandsforretning. Der er indrettet skovl-selv-plads, hvor kunderne kan fylde en trailer med sand, og på matriklen er der desuden etableret en plads til opsamling af beton og murbrokker. Det knuses og laves til vejmateriale to gange årligt.

Tanken om at overtage Jørgen Hvims’ vognmandsforretning blev sået for tre år siden, da de to parter snakkede sammen. Og ved årsskiftet var Kasper til at sætte sin forretning i et nyt gear. Overtagelsen er nu en realitet.

- Vi kører med sand, grus, korn og jordbrugskalk, og vi klarer også gylletransporter. Desuden kører vi meget med tip-trailer. Vi lejer containere ud, hvis folk for eksempel skal have en container til haveaffald eller skal have gravet jord af i en have eller indkørsel. Vi leverer containeren og henter den igen, forklarer Kasper Christensen.

Kaspers hustru, Louise, klarer kontorarbejdet i vognmandsforretningen og foruden Louise og Kasper beskæftiger firmaet fire lastbils-chauffører. Kasper vurderer, at han nok skal have endnu en chauffør ansat.

Kasper Christensen håber, at Jørgen Hvims’ mange lokale kunder vil vise ham samme tillid, som de gennem mange år har vist Jørgen. Og han overtager firmaets telefonnumre, så kunderne fortsat kan taste det velkendte nummer.

- Jørgen Hvims kører mange kartofler - cirka 500 træk om året. Og det arbejde vil vi selvfølgelig også gerne fortsætte med.

Kaspers far, Flemming, driver maskinstation fra Lønstrupvej med ni ansatte - hertil hører en sandgrav på Sønder Møllevej. Kasper har da også arbejdet ved maskinstationen, inden han etablerede sig som selvstændig med vognmandsforretningen. Han tilføjer, at han på sigt formentlig skal overtage maskinforretningen.

Den første lastbil blev indkøbt til maskinstationen.

- Jeg kom til at køre med den, men jeg syntes vores lastbil var lidt for gammel. Jeg sagde til far, at der kom store fine tip-trailere, hvor jeg hentede kalk nede i landet. Jeg skulle stå og dække lasten med et gammelt net, mens de andre bare lige trak overdækken på og kørte. Jeg ville have noget mere moderne, men far ville ikke investere i noget nyere. Han sagde til mig: "Du kan selv købe en", griner Kasper.

Og den opfordring greb Kasper omgående - han havde nemlig en etableringskonto i baghånden, som han var parat til at bruge.

- Jeg tog toget til Esbjerg, hvor der stod en lastbil. Jeg fik lastbilen med hjem og undervejs hjem købte jeg en tip-trailer i Vejle, som jeg fik malet blå lige som lastbilen - og så var jeg selv i gang som vognmand.

I begyndelsen havde far og søn hver sin bil i hvert sit firma.

- Men vi blev enige om, at jeg fik lastbilerne samlet i mit firma. Så på den måde begyndte vognmandsforretningen for seks-syv år siden, smiler Kasper.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste