Vin & Grin i Astrup - kun for damer
Fredagen før skolebørnenes vinterferie, den 16. februar, inviterer Astrup-Sønderskov Friskole til et arrangement for kvinder, der byder på gode vine og flere retter spansk tapas - og der er med garanti ingen, der går sultne hjem.
- Der kommer nemlig ikke til at mangle hverken vådt eller tørt, det kan deltagere fra sidste års arrangement skrive under på. Det er nemlig ikke første gang, Supervin gæster skolen. Sidste år havde man fornøjelsen af at få besøg af ca. 75 glade og snakkesalige kvinder, der fik alt den lækre mad, de kunne spise - med masser af gode vine. Så vidt vides, blev vinen ikke spyttet ud nogle steder - stemningen steg i hvert fald gevaldigt hen på aftenen, fortæller Julie Leerskov i en meddelelse fra skolen.
En af sidste års deltagere; Via Brogaard fra Tversted udtaler, at hun gerne vil deltage i Tøser og Tapas igen. Hun fortæller, at det var en dejlig, hyggelig og sjov aften, hvor hun følte sig forkælet.
- Det er en aften, hvor venskaber kan dyrkes samtidig med at smagsløgene bliver stimuleret og lattermusklerne i høj grad bliver brugt, udtaler hun.
Vinen er fra Supervin i Højene, Hjørring er Jyllands største fysiske specialforretning for vinhandel. Ekspertviden og gode historier på den jyske, jordbundne facon er med til at skabe en god og hyggelig stemning omkring bordet, når de forskellige vine bliver præsenteret.
Der er fortsat mulighed for at købe billetter til denne hyggelige aften på Skolestien 2 i Astrup - alle. Billetterne kan findes på Billetto.dk under "Tøser og Tapas - lækker mad og masser af vin". Ligeledes kan begivenheden findes på Facebook. Ved at købe en billet til arrangementet støtter man Astrups lille friskole, som ifølge Julie Leerskov er i færd med at profilere sig både som kulturhus og skole i et lille lokalsamfund i vækst.