Villa Vest Badehotel moderniseres med nænsom hånd
Den nye tilbygning til badehotellet vil omfatte 10 nye værelser med bad og toilet på hvert værelse - desuden indrettes faciliteter til møder og konferencer.
LØNSTRUP: Til sommer vil Villa Vest Badehotel i Lønstrup stå klar med en ny tilbygning med moderne faciliteter.
Det oplyser Kim Møller-Kjær, der driver Villa Vest-aktiviteterne i Lønstrup restaurant, villa og badehotel, til Erhverv Hjørrings seneste nyhedsbrev.
Den nye tilbygning til badehotellet vil omfatte 10 nye værelser med bad og toilet på hvert værelse. Desuden indrettes faciliteter til møder og konferencer.
Den nye bygning erstatter en tilbygning fra 1970’erne, som hverken i stil eller funktion passede til det gamle hotel.
I hovedbygningen, der er fra 1910, fastholdes de oprindelige 11 værelser med håndvask på værelset og fælles bad og toilet på gangen.
- Den nye fløj efterkommer et ønske fra mange gæster. De sætter pris på hotellets bagudrettede præg, men ønsker samtidig tidssvarende faciliteter, siger Kim Møller-Kjær.
Tilbygningen er tegnet af Arkitektfirmaet Bundgaard, Hjørring, der har passet et nutidigt byggeri ind i en arkitektonisk ramme, der flugter med badehotellets oprindelige stil.
Byggeriet skal stå klar til at modtage gæster den 1. juni næste år, oplyser nyhedsbrevet.
For Kim Møller-Kjær har projektet handlet om at modernisere med respekt for Lønstrups atmosfære.
- Lønstrup er noget specielt. Her er ro til at slappe af, til at nyde naturen, de mange kunsthåndværkere og butikker, caféerne og restauranterne. Her hos os får gæsterne noget, de ikke kan finde andre steder. Det skal vi, der lever af turismen, værne om, siger Kim Møller-Kjær.
Gæsterne på Villa Vest Badehotel er fortrinsvis danskere. Mange er stamgæster og fungerer som ambassadører for badehotellet og Lønstrup i det hele taget.
- Vi har ingen ambitioner om at konkurrere på tilbudspriser og en lang liste af faciliteter. Vores gæster finder os ikke på internettets hotelsites. De kommer, fordi de selv eller andre i deres netværk har fundet fred og ro til at nyde ferien her hos os, siger han.
Artiklen fra Erhverv Hjørring er skrevet af journalist Claus Dindler