Billede beskrivelse

Vil du være venskabsfamilie for et udsat barn?

17. oktober 2023 kl. 15.00
Opdateret 19. oktober 2023 kl. 17.11

Hjørring Kommune har indgået et samarbejde med organisationen Mentorbarn - relationer for livet, om at skabe bedre livsvilkår for udsatte børn og unge i kommunen. Samarbejdet er støttet af TrygFonden, og har til mål at skabe langvarige og nære voksenrelationer. 

- Samarbejdet med Mentorbarn skal supplere vores eksisterende tiltag for udsatte børn og unge ved at tilbyde dem et ekstra støttende netværk og familie-lignende relationer, som kan fortsætte ud over barndommen og ungdommen, siger Anette Stevn Jensen, der er Børne- og Familiechef i Hjørring Kommune.

Lige nu er Hjørring Kommune altså på udkig efter familier, der har lyst til at være venskabsfamilie. En venskabsfamilie er en helt almindelig familie, der har tid og overskud til at åbne deres dør for et barn eller en ung mellem 4-25 år. 

Barnet indgår i familiens dagligdag, og der er ingen krav om, at man skal ud at finde på aktiviteter. Man kan sagtens bare være hjemme en almindelig mandag og lave aftensmad med barnet.

- Familierne har ikke en opgave udover at skabe en relation. De skal være et ekstra anker og et vedvarende netværk. Børnene skal være med til at lave frikadeller og klippe hæk - ting vi alle sammen gør med egne børn, men som udsatte og anbragte børn ofte ikke har adgang til, siger Ditte Reedtz, der er stifter af Mentorbarn, og som i sin egen barndom selv var anbragt på børnehjem.

Det er ulønnet af være venskabsfamilie, og en venskabsfamilie er et supplement til de eventuelle faglige indsatser. Tanken er, at venskabsfamilierelationen er uden tidsbegrænsning og optimalt set fortsætter ind i voksenlivet.

- Vores venskabsfamilier vælger barnet til, præcis som de er – uden vederlag og uden tidsbegrænsning. De ser ikke en handleplan. De ser et barn eller en ung, der har brug for nærvær og omsorg, siger Ditte Reedtz.

Mentorbarn godkender venskabsfamilierne efter flere omhyggelige screeninger og indhentning af straffe- og børneattester. Når en familie er godkendt, får de en grundig introduktion, før de matches med et barn og derefter også undervisning, sparring og supervision.

Du og din familie kan søge om at blive venskabsfamilie inde på Hjørring Kommunes hjemmeside eller på Mentorbarns hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste