Vil du være ven med en flygtning?
Danske venner har stor betydning for flygtninges liv i Danmark, men lige nu mangler der venner i Hjørring, lyder det fra Dansk Flygtningehjælp
HJØRRING: Danske venner har stor betydning for flygtninges liv i Danmark. Derfor appellerer Dansk Flygtningehjælp til danskerne om at hjælpe de flygtninge, der har fået ophold i Danmark og allerede bor ude i kommunerne.
- Som frivillig kan du være med til at gøre en stor forskel for flygtninges overskud og troen på fremtiden. En frivillig ven kan både være en hjælpende hånd i hverdagen, men også have en stor betydning for at skabe nye netværk for flygtninge, som kan være nøglen til at komme ind i det danske samfund og arbejdsmarkedet, siger Lone Tinor-Centi, der er chef for Dansk Flygtningehjælps Frivilligafdeling.
Som frivillig ven eller netværksperson bliver man matchet med en flygtning eller flygtningefamilie. Man kan træne hverdagsdansk, hjælpe med NemID eller måske invitere på besøg i fodboldklubben.
- Gennem vores arbejde ved vi, at det personlige møde mellem flygtning og frivillig kan være afgørende for at flygtninge klarer sig godt og lærer mere om hverdags-Danmark, fortæller Lone Tinor-Centi.
Dansk Flygtningehjælp oplever en stor efterspørgsel blandt kommunens flygtninge efter frivillige venner og netværkspersoner. Det er både enlige flygtninge og familier, som søger venner. Derfor kan man som frivillig både melde sig alene eller sammen med sin familie.
Ifølge flygtningehjælpen mangler knap en halv snes flygtninge en ven i øjeblikket.
Når man er blevet matchet, bestemmer man selv, hvad man vil lave sammen og hvor tit, man vil mødes. Dansk Flygtningehjælp opfordrer dog til, at man ses regelmæssigt.
Interesserede kan læse mere og tilmelde sig hos på Dansk Flygtningehjælps hjemmeside.