VIDEO: Skoen klemmer ved særlige lejligheder - se her hvad 142 familier har fået i julehjælp
HJØRRING: Det er som bekendt tanken, der tæller - men julen bliver lige en tand sjovere, hvis man kan give ungerne noget, de har ønsket sig. Og anrette et bord med andet end rugbrød og frikadeller 24. december.
- Når der sker noget særligt i løbet af året, så klemmer skoen altid lidt. Vi har kun til de normale udgifter i hverdagen, lyder det fra Tine Trensiggård, Hjørring, der torsdag formiddag har slået et smut omkring Restaurant Svanelunden i Hjørring.
Her uddeler Dansk Folkehjælp julehjælp ud til enlige forsørgere i Hjørring kommune på overførselsindkomst - og Tine Trensiggård er en af 142 modtagere i år.
Hun er på førtidspension og har en hjemmeboende datter på 14 år - og de to skal holde jul sammen alene.
- Men vi skal se resten af familien i juledagene, fortæller hun.
- Julehjælpen gør, at vi også kan mærke, at det er en særlig dag. Ellers skulle vi nok spise noget, der minder lidt om hverdags-mad, forklarer Tine Trensiggård.
En anden af årets modtagere er Maibritt Nielsen, Sindal.
- Jeg har en søn på seks år derhjemme, Laurits, og vi har ikke så meget at leve for, da jeg er i ressourceforløb, så det er en stor hjælp, siger hun.
Vanker lidt ekstra
Men hvad består julehjælpen fra Dansk Folkehjælp egentlig af?
- Man får en masse mad - og vælger selv, om man vil have and eller flæskesteg - til en samlet værdi af 800 kroner. Desuden får man et gavekort, så man kan købe julegaver for 1000 kroner, fortæller Jette Videnkjær.
I Hjørring vanker der faktisk lidt ekstra til nogle af modtagerne: I samarbejde med Metropol Shoppingcenter har Dansk Folkehjælp haft et juletræ stående i centret, hvor kunder og butikker har kunnet opfylde ønsker fra børnene på op til 300 kroner pr. ønske. Og af et bugnende pakkebord fremgik det, at alle 70 ønsker var blevet indfriet.