Livet her

VIDEO - Så er ”Kvisten” knækket: Vennelyst gnaskede sig grådigt igennem Kvisthuset

19. februar 2021 kl. 08:14

Torsdag var dagen, hvor de store entreprenørmaskiner fra Vennelyst rigtigt tog fat, og grådigt gnaskede sig igennem Kvisthuset, der siden 1907 har været anvendt til mange forskellige formål.

Fotograf Martinus Christensen havde atelier på førstesalen, og efter hans død videreførte hans hustru Julie Christensen fotograferingen med hjælp af den navnkundige Lis Krabbenhøft, der overtog forretningen i 1938. I stueetagen åbnede frisør Erik Nielsen i 1959 salon ”Madame”, der i 1963 blev overtaget af frisørmester Willy Falk Christensen. Lis Krabbenhøft lukkede fotoforretningen i 1970. Den næste ejer blev Ejvind Just og hans hustru Lene, der i 1975 åbnede Pub og Bodega Kvisthuset og Lucala. Gert Ritter og Iris Nielsen var værter på Kvisthuset fra 1990 til 1992. Efter en lukkeperiode blev Lisbeth Venø daglig leder indtil 1996, hvor Kvisthuset fik nye bestyrere, der omdøber Kvisthuset til Cafe Kvisten. I november 2011 var festen definitivt slut, og Kvisthuset lukkede for altid.

Kvisthuset er nu fortid, og det bagvedliggende tidligere diskotek Lucala er nu synlig fra Østergade. Foto: Niels Helver

Nu er Kvisthuset væk. Det samme gælder naboejendommen fra 1890. Indtil 1979 var der smedie i bygningen. Herefter farvehandel frem til 1984, hvor Ejvind Just køber ejendommen og åbner burgerbaren ”White House Burger”. Da burgerbaren lukkede blev lokalerne lagt sammen med Kvisthuset.

I august 2019 køber el-installatør Jens Lauritsen de to ejendomme sammen med det tidligere diskotek Lucala, som nu indrettes til installationsforretning med værksted og frokoststue. Området, hvor ejendommene har været, bliver indledningsvis anvendt til parkeringsplads for installationsforretningens biler.

Vennelyst Ingeniør- og Entreprenørforretning har i de sidste uger nedrevet først den tidligere burgerbar “White House Burger” og nu Kvisthuset. Foto: Niels Helver

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu