VIDEO Penge til oplevelser: - Hun bliver så glad ...det bliver så dejligt at få lov til at forkæle hende
- Nej, er det så meget ...undskyld, nu bliver jeg helt rørt, lød det fra en af de borgere, der torsdag eftermiddag troppede op på Vandværksvej i Hjørring på 3F’s matrikel.
Der var med andre ord både smil og snøft, da Dansk Folkehjælp uddelte gavekort til børnefamilier på overførselsindkomst i Hjørring kommune.
Med hjælp fra Socialstyrelsen har organisationen fået mulighed for at uddele gavekortene, der slår to fluer med et smæk:
Pengene understøtter de erhverv, som har haft det meget svært under nedlukningen af Danmark, og samtidig får mange børnefamilier med stram økonomi en mulighed for at give den én på opleveren - med besøg på en restaurant, en tur i forlystelsespark, zoo og biografen - eller måske en overnatning på hotel.
Gavekortet har en samlet værdi på 2000 kroner, og hverdagen bliver nu lidt sjovere for 101 familier alene i Hjørring kommune.
En af torsdagens modtagere var 44-årige Suzette Witthøft, der er på flex-ydelse og bor alene med sin to-årige datter Freja i Bindslev.
- Det er blevet frygteligt dyrt, hvis jeg skal ud og opleve noget sammen med min lille trold. Økonomien er stram, så uden hjælp kommer vi ikke så mange steder, siger hun.
Og Suzette havde da også julelys i øjnene på vegne af datteren, da formanden for Dansk Folkehjælp i Hjørring, Jette Videnkjær, gav hende gavekortet og afslørede dets størrelse:
- Hun bliver så glad ...det bliver så dejligt at få lov til at forkæle hende!
Nanna Høgh Kronborg var troppet op med sin fire-årige søn Alfred, der også har en lillesøster - Johanne.
Hun er enlig forsørger på SU, idet hun er ved at læse til lærer.
- Så vi kan ikke lige trække 2000 kroner ud af budgettet til oplevelser. Gavekortet vil helt sikkert betyde, at vi kommer at prøve noget, vi ellers ikke ville have oplevet, siger Nanna Høgh Kronborg.