Livet her

VIDEO OG FOTOS - Hubertusjagt i Hørmested: På jagt efter forloren ræv i flotte efterårsfarver

03. november 2021 kl. 08:51

Sindal Rideklub kan i år fejre 40 års jubilæum, og efter en lang turbulent periode er Rideklubben igen i fuld vigør med mange aktiviteter.

Årets højdepunkt er den traditionelle Hubertusjagt, som klubben i år har genoptaget efter flere års pause. Jagten er netop blevet afviklet af Pony og Junior Rideklubben i området omkring Tislum Bakker med start og slut på Bollenvej i Hørmested.

I det flotteste efterårsvejr, der tænkes kan, med efterårets smukke farvepragt som kulisse red 30 ryttere ud på jagt, hvor 15 forskellige forhindringer skulle passeres. Rytterne blev sendt afsted i fire hold på baner med forskellige sværhedsgrader. Den lette bane var for de mindste og for dem, der havde lyst til både gang og ridning. Ruten var på 4 kilometer. Til de mere øvede og erfarne ryttere var der en bane på 9 kilometer, hvor der var mulighed for skridt, trav og galop. Det var på denne bane, de fleste forhindringer var. Da Hubertusjagt er en rævejagt, sluttede jagten på to marker, hvor rytterne skulle finde ”ræven”.

Efter jagten var der uddeling af flotte rosetter til alle og præmier til første to, der fandt ”ræven” og præmier til bedste jagtudklædning og for ”særlig rytter”.

I laden blev der serveret jubilæumskagemand sponsoreret af Bageri Ingeborg i anledning af 40 års jubilæet, hjemmebagte boller og varm kakao.

Deltagerne udtrykte begejstring for genoptagelsen af den traditionelle Hubertusjagt og håber, at Sindal Rideklub fremover vil fortsætte traditionen.

Hubertusjagten er en symbolsk videreførelse af de gamle parforcejagter, hvor man lod hunde støve ræven op, mens rytterne fulgte efter. Når ræven eller et andet byttedyr segnede af udmattelse, steg en udvalgt jæger, som regel kongen, af hesten og dræbte dyret med en hirschfænger (en lang dolk). I dag er der ingen jagthunde eller levende dyr indblandet i jagten. Ræven er erstattet af ”forlorne” ræve i form af erfarne ryttere, der rider forrest med rævehaler på deres røde jakker og styrer feltets tempo.

Sindal Rideklub tæller i dag 22 medlemmer, og flere har vist interesse for medlemskab. Klubben er for alle. Der optages både senior- og juniormedlemmer. Unge optages som juniorer til og med det år de fylder 18 år. Klubbens nye bestyrelse består af Anders Kristiansen, formand, Inger Iversen, næstformand, Dorthe Andreasen, kasserer og Charlotte Andreasen, leder af Pony og Junior Rideklubben.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu