Vi køber vore briller lokalt
KOMMUNEN: Efter et omtumlet forår i coronapandemiens tegn, er langt de fleste butikker i landets gågader og shoppingcentre atter tilbage på sporet. Det gælder også i Hjørring, hvor bl.a. optikeren Steffensen Optik har gang i salget igen – takket være den store opbakning fra hjørringenserne.
Generelt ser det ud til, at byens borgere – og danskerne i det hele taget – gerne køber deres briller lokalt. Det viser en ny undersøgelse.
For Jens Andersen fra Steffensen Optik er det mere tydeligt end nogensinde før, at de mindre butikker i Hjørring er yderst afhængige af de lokales opbakning.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har været hårdt ramt af krisen de sidste mange måneder, men heldigvis har hjørringenserne været virkelig søde til at handle lokalt, bl.a. her hos os. Jeg er meget taknemmelig for den store opbakning vi har oplevet, siger han.
I en nylig undersøgelse foretaget efter coronapandemiens indtog fremgår det da også, at hele 55,8 % af danskerne helst køber deres briller hos optikeren i den by, de bor i – mens 26,7 % køber brillerne hos en optiker i en anden by.
Modsat hvad man måske skulle tro, resulterede coronapandemien tilsyneladende ikke i, at salget flyttede online.
Hele 81 % vil nemlig stadig helst købe deres briller i en fysisk butik, og kun 11,9 % kunne finde på at købe briller over internettet.
- Hvis folk bliver væk fra butikkerne, lever byen ikke - og så kan vi små forretningsdrivende heller ikke overleve.
- Derfor er det rigtig dejligt at se, at så mange handler lokalt og stadig sætter pris på den personlige service i butikken. Ved at støtte små butikker som os styrker man sammenholdet og den økonomiske sundhed i byen, mener Jens Andersen.