VHM udstilling: Projektleder demonstrerer velfærdsteknologi
Har du endnu ikke set udstillingen Fra fattiggård til plejecenter på Vendsyssel Historiske Museum, er der en oplagt mulighed onsdag d. 9. maj.
Det skriver VHM i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Her kan du møde projektleder for digitalisering og velfærdsteknologi ved Hjørring Kommune, Heidi Lynge Løvschall. Med udgangspunkt i udstillingen vil Heidi fortælle om de mange forskellige hjælpemidler, der i dag bliver brugt på ældrecentrene. Heidi har været tilknyttet ældreområdet i rigtig mange år, så mon ikke hun ud over at være ekspert i velfærdsteknologi, også har et par sjove fortællinger om hverdagen på et ældrecenter i ærmet. Heidi vil demonstrere de mange spændende ting og du får mulighed for selv at afprøve nogle af de udstillede genstande. I dagens anledning medbringer hun også et par ekstra ting, som normalt ikke indgår i udstillingen fx en musikpude specielt designet til borgere med demens.
Udstillingen er blevet muliggjort via en økonomisk håndsrækning fra Fonden Ensomme Gamles Værn og den er produceret af Hjørring Kommunearkiv i samarbejde med Vendsyssel Historiske Museum og Sundheds- og ældreforvaltningen i Hjørring Kommune.
Heidi Lynge Løvschall er i udstillingen fra kl. 13-14.