Verdenspremiere på samspil i Tversted Kirke
Margrete Grarup og Kaare Norge optræder ved julekoncert i Tversted Kirke, og der er tale om en verdenspremiere, hvor de to kendte kunstnere går sammen om at forene to musikalske verdener. Det sker 2. søndag i advent, den 10. december 2017.
Kaare Norge har solide rødder i den klassiske musik, og Margrete Grarup har vundet stor respekt som blandt andet jazz- og gospelsanger.
Det begyndte med et "like" på Facebook. Kaare Norge syntes godt om en video, som Margrete Grarup havde lagt op på sin profil, hun kontaktede ham, de mødtes og blev hurtigt enige om, at etablere det stærke kunstneriske samarbejde, der nu bærer frugt.
Margrete Grarup siger om det nye grænsenedbrydende samarbejde:
- Det er utroligt spændende at være i en proces, der går på tværs af musikalske baggrunde og som bryder med fastlåste genre-begreber.
Kaare Norge udtaler:
- Vores sammenspil er en smeltedigel af de to verdner, vi hver især kommer fra - den Klassiske og den Rytmiske musik, og her mødes vi og skaber vores egne versioner af en lang række af de smukkeste nordiske sange.
Det kan blandt andet høres i deres sammenspil i den svenske folkevise: "Jag vet en dejlig rosa" på YouTube.
Billetsalget til julekoncerten er allerede sat i gang - på www.billetten.dk eller www.vendsysselbilletten.dk.