Venter op mod 15.000 besøgende til fiskefestival
Foreningen Hirtshals Fiskefestival har siden 2009 i stået i spidsen for en af Nordjyllands største og mest populære festivaler med et besøgstal på op mod 15.000.
Festivalen foregår fra torsdag 3. august til lørdag 5. august i centrum af Hirtshals og på Hirtshals Havn.
Torsdag byder Nordsøen Oceanarium indenfor i teltet på Den Grønne Plads.
- Her får børn og voksne mulighed for at komme helt tæt på fisken som en helt unik spise. Her kan de under kyndig vejledning få udfordret deres smagsløg og få deres helt egen opskrift på det bedste aftensmåltid. Dette krydret med en sejltur med museumsskibet Johs. Hejlesen og måske et besøg på Hirtshals Museum eller Hirtshals Fyr, oplyser arrangøren.
Fredagens Fisketorv åbnes traditionen tro af Hjørring Kommunes borgmester Arne Boelt. Fisketorvet tiltrækker folk fra hele sommerlandet, der kommer og smager på stegte sild med bløde løg og selvfølgelig Årets Sild 2017. Det største trækplaster er selve fisketorvet, hvor man kan gøre en god handel og købe masser af frisk fisk med hjem fra Hirtshals.
Lørdag er omdrejningspunktet de 15.000 smagsprøver, der sælges og udleveres fra boder i handelsgaderne i Hirtshals by og på Vesthavnen. Lørdag er der kåring af Årets Bjesk 2018, hvor lokale bjesk-entusiaster og restauratører dyster.
Local Cooking-konkurrencen holdes lørdag 5. august fra kl. 10-14.30 på havnen i Hirtshals
- Det er lykkedes at få et imponerende skarpt og rutineret dommerpanel: Paul Cunningham fra to-stjernede Henne Kirkeby Kro, madanmelder ved Berlingske og kulturjournalist ved TV2 Svend Rasmussen, Jesper Koch, kendt TV-ansigt og rutineret dommer og kok, Thorsten Schmidt, kok i Universet og nybagt restauratør på Barr i Nomas lokaler, Francis Cardenau, Danmarks første to-stjernede kok og Mikael Kopp Christensen restaurantchef på Musikkens Spisehus i Aalborg, oplyses det fra fiskefestivalen.
De deltagende restauranter er Applaus i Aalborg, Ruths fra Skagen, Franks i Sæby, Bryghuset Vendia i Hjørring, Fusion i Aalborg, Tabu i Aalborg, Brdr. Price i Aalborg, Nam i Aalborg, Strandhotellet Blokhus og Svanelunden i Hjørring
Aalborg Akvavit gentager i øvrigt samarbejde med Hirtshals Fiskefestival en guidet tur gennem akvavittens verden, hvor der bydes på smagning af de nordiske dråber parret med lette fiskeanretninger. Her får du også muligheden for at smage Årets Bjesk 2017.