Venskabsskole fra USA besøger HPR
Gæsteeleverne skulle undervise i engelsk i flere klasser på skolen
09. april 2018 kl. 11.16
Opdateret 10. april 2018 kl. 12.22
HJØRRING: Gensynsglæden var stor på Hjørring Station, da 12 amerikanske skoleelever og deres lærere fra Lake Fenton Middle School blev modtaget af elever fra 9. klasse på Hjørring Private Realskole og deres forældre i forbindelse med udveksling mellem de to venskabsskoler.
De danske elever var på besøg i Fenton, Michigan sidste år, og flere elever har besøgt hinanden op til flere gange siden, så det var ligesom at få gamle venner på besøg - og humøret var da også derefter på perronen. Gensynet var dog blevet udskudt med hele to døgn, idet de amerikanske elevers rejse var blevet forsinket af strejkende franskmænd.
Tirsdag d. 3. april var første skoledag efter påskeferien, og her blev gæsterne budt officielt velkommen til HPR ved Skoleleder Klaus Lundsgaard og engelsklærer Heidi Kokholm. Straks efter gik arbejdet i gang for eleverne fra det nordlige USA, idet de skulle ud at undervise i engelsk i flere klasser på skolen. På den måde fik så mange HPR-elever som muligt direkte berøring med sproget og kulturen.
Første klasse, der fik æren af besøg, var 8. B, og her fik de danske elever hurtigt tungen på gled og snakket en masse engelsk. Undervisningen bestod af en præsentation af livet som ung - både i og uden for skolen - i USA med efterfølgende spørgerunde. Og med emner som forskellen på, hvilke regler der gælder for skoleelever i henholdsvis USA og Danmark, Donald Trumps præsidentskab samt skoleskyderier kom diskussionerne vidt omkring - til glæde for alle parter.
Ud over at bidrage til engelskundervisningen på HPR fik de gæstende elever rig lejlighed til selv at suge til sig om den danske kultur. Deres program var nemlig spækket til randen med spændende udflugter og arrangementer i de otte dage, besøget varede, inden turen gik via København tilbage til Michigan mandag d. 9. april.
Udvekslingen mellem de skoler har nu kørt to gange, og så succesfuldt som samarbejdet har været, er der ingen tvivl om, at det er en tradition, der er kommet for at blive. Næste årgang, der får fornøjelsen af udveksling med skolen fra Michigan, er HPR’s nuværende 7. klasse.