Vendelboerne kommer
VENDSYSSEL: Det er ganske vist ikke Skipper Clements bondehær, der rasler med sablen - men mon ikke hjemmeholdet og dets fans alligevel kommer til at ryste lidt i bukserne på lørdag, når Hobro IK og Vendsyssel FF krydser klinger om direkte oprykning til Superligaen. Fan-koordinator Steen Kristensen, der er bindeled mellem fans og Vendsyssel FF, kunne tirsdag eftermiddag oplyse, at det - indtil videre - er lykkedes at fylde en dobbeltdækkerbus og fire almindelige busser med fans, der vil med ned og heppe på Erik Rasmussen & Co. Alene i busserne er der omkring 300 personer, men fan-koordinatoren har kendskab til en del, der transporterer sig på anden vis, så han skønner, at op mod 500 fans er på vej på nuværende tidspunkt.
- Jeg har tit undret mig over, at flere ikke følger holdet. Men efter de seneste kampe, og hvor der nu er mulighed for at rykke op, så er interessen der. Og den skal nok blive der, hvis holdet rykker op. Men glipper det enten lørdag eller i play off, så bliver det en udfordring at fastholde interessen. Så vil man to sæsoner i træk have snakket om oprykning uden det blev til noget, lyder det fra Steen Kristensen.
Bustransporten er arrangeret sammen med værtshuset Bjesken.
- Det kunne jo være fedt, hvis det ender med superligaen, siger Morten Weinkouff.
Han er også med i ejerkredsen af beværtningen Zwei Grosse, hvor der er gratis fadøl til alle i en stiv klokketime efter hjemkomsten - uanset resultatet. Bagefter er der eventuel oprykningsfest, hvor man håber både at se spillere og fans.tn