Vejen banet for Burger King
Lokalplanen er godkendt, og Burger King får lov til at bygge på Frederikshavnsvej
En ny lokalplan, der baner vej for en Burger King restaurant på Frederikshavnsvej i Hjørring, er nu godkendt i teknik og miljøudvalget.
Restauranten med tilhørende p-plads skal bygges på adressen Frederikshavnsvej 86, hvor det nuværende tomme erhvervsbyggeri nedrives.
Der har i høringsperioden været tre indsigelser. To af indsigelserne er nabo-virksomheder, der protesterer over, at det nye lokalplanområde går ind over deres grunde. Det bliver nu ændret. En tredje indsiger er bekymret over, at tilkørslen til den nye restaurant vil forværre trafiksituationen på Frederikshavnsvej.
Kommunens forvaltning vurderer, at spidsbelastningen med trafik til Burger King vil være på andre tidspunkter, end de tidspunkter, hvor trafikbelastningen i dag er størst på Frederikshavnsvej.