Varmt mad til sultne maver
FruHansensPlan har tre år på bagen - hør mere om projektet og hjælpebehovet 10. marts
HJØRRING: Netop i disse dage er det tre år siden projekt FruHansensPlan blev sat i søen.
“Fru Hansens Plan”, som Lisbet Hansen er stifter af, udfører hjælpearbejde for gadebørn i Ghana.
Jeg rejser selv til Ghana med pengene og følger med i arbejdet min. 2 gange om året, så jeg er personlig garant for, at projektet kører planmæssigt hele tiden, siger Lisbeth Hansen, der sørger for at op mod 150 børn får varm mad to gange om ugen og boller om fredagen.
I løbet af projektets første tre år er der således serveret over 40.000 tallerkener mad i campen til børnene.
Det daglige arbejde og madlavningen i campen foregår i samspil med lokale beboere – en lille NGO kaldet ”We-Can” , som Lisbet Hansen også er medstifter af.
- Mine lokale venners indsats i Liberian Camp er uvurderlig, siger Lisbet – uden dem, kunne jeg intet udrette.
Man hjælper også med støtte til skolegang, hospitalsindlæggelser, medicin, renovering af huse og i særtilfælde støtte til enkelt-personer, som har et alvorligt problem.
Herud over arbejder FruHansensPlan også med at skaffe sponsorer til børnenes skolegang i “Liberian camp”.
Desuden arbejdes der med byggeprojekter, så som brønde og vandtanke til regnvand og senest opførelse af toiletter til børnene i slummen.
I det nordlig Ghana har Lisbet og FruHansensPlan også aktiviteter.
Således støtter man med mad og sundhedsforsikringer i en ”hekselejr”, hvor ældre kvinder, som er blevet fordrevet fra deres hjem, bor under kummerlige forhold.
En lille computerskole er også under opbygning i det nordlige Ghana, hvor udviklingen halter meget bag efter i forhold til resten af landet.
Der er derfor historier nok at fortælle, når der 10. marts inviteres til foredragsaften i Musiksalen på Vendsyssel Teater.
Ud over Lisbet Hansen, som fortæller om FruHansensPlan, bidrager Karen Vind Andersen også til aftenen.
Hun har arbejdet som underviser på en nystartet ghanesisk fagskole i det vestlige Ghana.
Aftenen vil byde på et mix af personlige oplevelser fra begge oplægsholdere, så på den måde vil der komme mange vinkler på det spændende land – hvor intet er sort eller hvidt, og hvor livets ofte barske betingelser bæres med værdighed.
Foredraget indledes kl. 19 og billetter kan bestilles på 2989 3411 eller 3027 7496