Vandtårnets forvandling

Vandtårnet i Tårs bliver nyt udkigspunkt

11. juni 2020 kl. 08.31

TÅRS: Et lokalt samarbejde er ved at puste liv i det 17 meter høje vandtårn på toppen af Bålhøj i Tårs.

Tårnet blev taget ud af drift helt tilbage i 1973, og tidens tand begyndte at gnave i murværket, hvor sten efterhånden begyndte at falde ned - og den lille trappe, der førte op på tårnets top måtte afspærres.

- Så vi stod overfor et enkelt valg: Enten skulle vi gøre noget aktivt for at redde det - eller også skulle det rives ned, siger Lars Rishøj, der passer byens vandværk og er kasserer samme sted.

Det endte med en rednings-aktion i form af et omfattende renoveringsprojekt til 2,6 millioner kroner.

Resultatet er man ved at kunne se nu: En kæmpe, rød trappe skal lede folk op på toppen af vandtårnet, hvor der man kan spejde langt ud over det vendsysselske landskab mod alle verdenshjørner.

Projektet er dog andet og mere end et udkigspunkt: Der er tre døre ind til tårnets indre med lige så mange etager. Her vil der blive mulighed for, at Tårs Skole kan bruge et lokale til undervisning ud af huset, ligesom det kan blive aktuelt med udstillinger af forskellig karakter.

Nederste etage afsættes i første omgang til at huse udstyr, der skal bruges til klatring og rapelling - det skal det forandrede vandtårn i Tårs nemlig også kunne bruges til.

Lars Rishøj understreger, at både klatring på den kommende væg samt rapelling kun må praktiseres med uddannede folk. Den nederste del af klatrevæggen fjernes, når den ikke bruges, for ikke at friste vovehalse over evne.

Lars Rishøj påpeger, at projektet ikke er færdigt endnu - men selve trappen er på plads, så han ser ikke noget forkert i, at man smugkigger lidt fra toppen af tårnet, hvis man har lyst.

- Men man skal tage hensyn til, at der stadig er håndværkere i gang i tårnet, lyder det.

Den officielle indvielse vil formentlig finde sted i løbet af september.

Følgende har været med til at finansiere ombygningen af vandtårnet i Tårs:

* A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal

* Lokale- og Anlægsfonden

* Taars-fonden og Tårs Vandværk

* Byfornyelsesmidler fra Hjørring Kommune

* Købmand Ole Thomsen, Tårs

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste