Vandkunsten istandsættes

07. maj 2020 kl. 06.01

I disse dage hersker der stor aktivitet omkring den store vandkunst ”De fem hermer” på Nørretorv i Sindal. Det er Horne Blik ved Jan Andersen, der sammen med Rammi beklæder murkronen på vandkunsten med zink, der er noget mere holdbart end den nuværende afslutning.

Vandkunsten ”De fem hermer” er skabt i 1994 af billedhugger Niels Helledie med støtte fra Kulturfonden. Vandkunsten er lavet i teglsten fra Sindal Teglværk samt i bronze og kunststof. Om kunstværket har Niels Helledie sagt (efter citat fra Jens Holt Andersen):

”I det gamle Grækenland skulle buster holde det onde væk. Men vandkunsten er også skabt til livsoplysning. Folk skal kunne spejle sig i den og måske blive klogere på sig selv.

Om ansigterne, der er placeret i forskellig afstand fra vandspejlet, siger han: Der er jo altid nogle, der er højt på strå. Både politisk og menneskeligt. De har ørerne godt ude for at opfange signaler fra kilden, der både sender vand og lyd ud. Og så er der altid nogle, der er ved at drukne menneskeligt. Hvad skulle de små i samfundet gøre, hvis ikke hælde vand ud af ørerne. De arbejder bare og får gyldne løfter, der ikke bliver holdt. Kvinden i bassinet græder, fordi kvinder har lettere ved at få tårer ud. Det er med til at gøre dem stærkere end mænd”.

Foruden afdækning af murkronen med zink, bliver også murværket og vandkunsten i øvrigt istandsat af ejeren, som er Hjørring Kommune.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste