HJØRRING: Landmænd med husdyrbrug, der mangler vand til deres marker med foderafgrøder, kan regne med hurtigt grønt lys til midlertidigt at tappe vand fra søer eller vandløb, hvis de søger om det.
- Normalt tager en ansøgning måneder, men vi betragter tørken som en force majeure - situation, siger formanden for teknik- og miljøudvalget, Søren Smalbro (V).
Søren Smalbro erkender, at det ikke er helt efter reglerne, men hvis der ikke vandes, visner græs- og majsarealerne med vinterfoder.
Hanvendelse på 72 33 67 53 eller mail natur@hjoerring.dk.
- Vi må erkende, at vi ikke kan ændre vejrsituationen, hvor meget vi end ønsker det. Men vi vil gerne signalere velvillighed overfor de landbrug med dyrehold, som eventuelt kan afbøde lidt ved at vande fra de forskellige vandkilder som søer, bække og åer, hvor det er muligt at hente vand til at vande de marker, hvor foderet til dyrene skal produceres, tilføjer Søren Smalbro i en pressemeddelelse.
- Vi ved i Hjørring Kommune godt, at der kan være tale om en beskeden hjælp, og som tilmed kan være forbundet med udfordringer blot at anstille til vanding. Men alligevel - mange bække små...
Når kommunen modtager en henvendelse med et ønske om indvinding af vand fra søer eller vandløb til vanding af foder til produktionsdyr, vil administrationen straks gribe til handling, og få sagen ekspederet.
- Vi vil konkret tage ud til ansøger og besigtige søen eller vandløbet og her tage en snak om mulighederne, og som sagt er udgangspunktet en positiv vurdering og et ja til ansøgningen. Som nævnt vil medarbejderne straks sætte handling på og finde det muliges kunst.
Der kan desuden være udfordring med tilskudsfodring til dyr, som afgræsser naturbeskyttede § 3-områder. Her vil praksis også være at tillade dette på grund af den særlige tørkesituation.
Vanding til foder får grønt lys
Landmænd kan få midlertidig tilladelse til vanding
24. juli 2018 kl. 08.26