Valgmødet der har fokus på forholdene i landdistrikterne arrangeres af Landsbyforum og Lørslev Borgerforening på Lørslev Friskole, som billedet her er fra. Arkivfoto
Livet her

Valgmøde om landdistrikterne

20. oktober 2017 kl. 10:17

Tiden nærmer sig med hastige skridt tirsdag den 21. november, hvor vi alle skal til stemmeurnerne for at vælge det nye byråd.

I alt 12 partier og lister byder sig denne gang til med deres kandidatlister og valgprogram. Og der vil uden tvivl blive en del temaer, som vil fylde meget i den forestående valgkamp. Et af de "hotteste" vil ganske sikkert være forholdene for Hjørring Kommunes landdistrikter. Her er der tale om et emne, som berører 40 procent af kommunens borgere, idet disse simpelt hen bor i landdistrikterne.

Og netop forholdene for landdistrikterne er temaet for et valgmøde på Lørslev Friskole tirsdag den 31. oktober kl. 19.00. Her vil partierne og listerne fremlægge deres bud på fremtidens forhold i kommunens yderområder, mens der også kan forventes masser af spørgsmål og kommentarer fra tilhørerne.

Til at holde tråd i panelets kandidater, aftenens temaer og spørgsmål fra tilhørerne er en af de absolut skarpeste politiske ordstyrer, journalist Søren Wormslev hentet til Lørslev

Udkants-Danmark er jo efterhånden blevet et begreb, som dækker alt, hvad der ligger uden for landets 4 største byer, men kan der også tales om et Udkants-Hjørring? Hvordan er det med den offentlige service i landdistrikterne? Hvad med infrastruktur og erhvervsudvikling?? Og hvad med område- og byfornyelsen uden for kommunens større byer? Og ikke mindst: Hvad kan der gøres for at fremme lysten til at bosætte sig i landdistrikterne?

Dette er formentlig blot nogle af de emner, som ganske sikkert vil blive berørt på valgmødet. Og med en befolkningsgrad på 40%, er der sikkert mange som har stor interesse for de enkelte partiers og listers udmeldinger.

Valgmødet afvikles som et panel-møde. Hvert af de opstillingsberettigede partier/lister har udpeget en paneldeltager, som får tildelt præsentationstid samt tid til en afsluttende bemærkning. Der imellem vil der så være diskussioner paneldeltagerne imellem og mellem tilhørerne og paneldeltagerne.

Paneldeltagerne er: Socialdemokraterne - Ole Ørnbøl. Konservativ Folkeparti - Per Møller. SF - Jørgen Bing. Lokallisten - Svend Bertelsen. Venstre - Henrik Jørgensen. Dansk Folkeparti - Michael Engbjerg. Enhedslisten - Louise Hvelplund. Radikale Venstre - Lene Bjørn Sørensen. Liberal Alliance - Michael Vajhøj. Alternativet og Ny Borgerlig har endnu ikke udpeget kandidater til panelet, og Kristendemokraterne deltager ikke.

Valgmødet arrangeres af Landsbyforum og Lørslev Borgerforening.

Annonceret indhold

Nyeste