Billede beskrivelse

Valg 2017 - også i Nord Energi

01. november 2017 kl. 12.46

I disse uger afvikles der valg til repræsentantskabet i Nord Energi, og de fleste medejere af elselskabet vil modtage et brev, der giver adgang til at stemme.

Repræsentantskabet, som består af 70 personer, er Nord Energi A.m.b.a.’s øverste myndighed, og der er valg til repræsentantskabet hvert fjerde år.

- Repræsentantskabsmedlemmerne har stor indflydelse på udviklingen af Nord Energi, som i flere år har ligget i toppen over Danmarks mest effektive elselskaber og har en af landets laveste nettariffer. Repræsentantskabet er med til at videreudvikle Nord Energi, som udover at forsyne området med el også etablerer fibernet i det meste af Vendsyssel. Vi har ca. 140 medarbejdere, hovedkontor i Hjørring, bemandede afdelinger i Nørresundby og Skagen, oplyser adm. direktør Peder Kjeldgaard.

Nord Energi har via pressen og ugeaviser inviteret alle medejere til at stille op til valget, og det sker fortrinsvis med de gamle kommuner som valgområder for at sikre en geografisk spredt repræsentation. Der har meldt sig 15 nye kandidater til repræsentantskabet.

Nord Energi har i alt ca. 96.000 medejere, og der er sendt breve ud til ca. 75.500.

At ikke alle får en stemmeseddel skyldes, at der i nogle områder ikke har meldt sig flere kandidater, end der skal vælges, og i disse områder er der derfor fredsvalg. Dette gælder følgende valgkredse: Gl. Frederikshavn Kommune, Brønderslev Kommune, Gl. Sindal Kommune og Jammerbugt/Gl. Løkken-Vrå kommuner.

De områder, hvor der er valg, er Gl. Skagen Kommune, Gl. Hjørring Kommune, Gl. Hirtshals Kommune, Gl. Sæby Kommune, Gl. Hals Kommune og Gl. Aalborg Kommune.

- Man stemmer via Nord Energis hjemmeside, eller der kan stemmes via smartphone, tablet eller pr. brev. Vi opfordrer til at afgive stemme elektronisk, da det er billigst for Nord Energi, men har man ikke mulighed for at stemme elektronisk, er der adgang til at brevstemme. Sidste frist for at stemme er 12. november 2017 kl. 23.59, fortæller Peder Kjeldgaard.

Nord Energi er medejer af det lokale selskab Eniig Energi, der sælger el og gas, og Nord Energi sælger bredbåndforbindelser gennem Eniig.

- Det er Nord Energi, der driver elnettet, og vi leverer sikker og effektiv elforsyning til vore ejere. Forsyningssikkerheden er på over 99,99 procent, og vi har en af landets billigste nettariffer. På trods af øgede omkostninger de sidste mange år til bl.a. energispareindsats og krav om installation af fjernaflæste målere til samtlige forbrugere har vi formået at sænke priserne. Bestyrelsen har netop godkendt budgetterne for 2018, og igen sænkes priserne. Abonnementsbetalingen falder med 100 kr./år og nettariffen falder med 0,5 øre/kWh, svarende til et prisfald på ca. seks procent, slutter Peder Kjeldgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste