Værs’go: Nyrenoveret vogn til gavn for den lokale turisme afleveret
Byforums frivillige fortovsmatroser har nu afleveret nøglen til en totalrenoveret kontorvogn til Hirtshals Turisme.
Fortovsmatroserne har i løbet af vinteren totalrenoveret Hirtshals Handel & Erhvervs aktivitetsvogn og udstyret den med ekspeditionstrappe. Udvendig er vognen netop blevet dekoreret med nye reklamer for Hirtshals samt udstyret med et tydeligt symbol for turist information.
Kontorvognen skal sommeren over tjene funktionen som Hirtshals Turismes gade-infokontor og er nu opstillet tæt på ”Den Grønne Plads” ud for Hirtshals Kro i Jørgen Fibigersgade - velplaceret i midt i byens centrum. Ingen tvivl om at turisterne let finder frem til ”gadekontoret” og kan få masser af relevant info om byens og områdets spændende besøgs- og oplevelsesmål.
Faste åbningstider i den mobile turistinformation er foreløbig mandag til torsdag kl. 10-16 og fredag kl. 10-14. I højsæson og ved større events i byen vil der være længere åbent og åbent i weekenden.