Billede beskrivelse

Vækst i Hjørring på 1002 borgere

04. maj 2017 kl. 08.36

Hjørring by fortsætter væksten i indbyggertallet.

Siden 2011 er godt 1000 borgere flyttet til kommunens største byområde, og heraf kom de 138 i 2016.

Det nyeste befolkningstal fra Danmarks Statistik viser, at der pr. 1. januar 2017 var registreret 25.764 indbyggere i Hjørring og det antal er helt nøjagtigt 1002 flere end i 2011.

Men samtidig faldt det samlede indbyggertal i Hjørring Kommune fra 65.411 til 65.307, fordi der døde langt flere borgere end der blev født i løbet af året.

Faktisk var 2016 året, hvor udviklingen vendte for flyttebalancen for flytninger over kommunegrænsen. Der var 44 flere, som flyttede til kommunen i forhold til dem, der skiftede adresse til en anden kommune.

I det forudgående tiår havde den eksterne flyttebalance givet et minus på 835. Det viser en intern analyse af flyttemønstret den kommunale forvaltning har udarbejdet.

Det viser meget tydeligt, at især Hjørring lever højt på intern flytning fra land til by. Det samme gør de fleste områdebyer med Hirtshals som en markant undtagelse.

Gennem de senere år har mange ældre valgt at flytte til en af områdebyerne Sindal, Vrå, Tårs og Løkken, og det betød, at der i 2016 døde mere end dobbelt så mange borgere som der blev født. Helt nøjagtigt døde 168 borgere, mens det samlede fødselstal i de fire byer lå på 73.

Alligevel havde både Vrå og Sindal en beskeden vækst i indbyggertallet sidste år. Den 1. januar 2016 boede der 3.069 og 2.484 borgere i de to byer.

Dette flyttemønster betyder samtidig, at landdistriktet havde et fødselsoverskud på 18 sidste år med 191 døde og 209 nyfødte.

Kommunens største by Hirtshals mistede netto 30 indbyggere i 2016, og kom ned på 5.880 borgere. Byen er ramt af både et lille minus i flyttebalancen i forhold til landdistriktet, og at tilflyttede udefra i højere grad vælger at bosætte sig i Hjørring eller i landdistrikt med gode naturområder.

For første gang havde områdebyerne og landdistriktet i 2016 en tilvækst i indbyggertal i forhold til flytning til og fra andre kommuner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste