Unge stortrives i stærkt netværk

21. juni 2017 kl. 06.45

Medlemmerne i Ungdomsforeningen Nemizis har skabt et slidstærkt, ubrydeligt netværk, der binder lokale unge med meget forskellig baggrund sammen.

Fælles for medlemmerne er, at de dyrker fællesskabet og gerne investerer tid i praktiske projekter, der giver økonomi til klubbens aktiviteter.

De sætter en ære i at løse opgaverne. Også de udfordringer, der umiddelbart kan se uoverskuelig ud.

Nemizis tæller 45 unge mænd og kvinder - flest mænd. Yngste medlem er 16 år, men langt de fleste er unge i 20erne.

- Vi er meget forskellige på mange punkter, men vi holder sammen og har en kæmpe godt fællesskab. Og vi tager alle ind - vi er altid åbne over for nye, siger et af medlemmerne, Frederik Sørensen.

- Man er meget velkommen til at møde op og se lokalerne og snakke med os om klubben. Og man må gerne være med uden at knokler løs med fysisk arbejde. Der er plads til alle.

Klubbens base er på AF Heidemannsvej i Hjørring i en tidligere tankstationsbygning. Og indretningen og moderniseringen har medlemmerne selvfølgelig selv taget sig af. Og hyggeligt er det og godt ser det ud.

Nemizis har dog et ønske stort om at finde lokaler et sted i byen, hvor der lidt bedre muligheder for udendørs aktiviteter.

Da klubben blev stiftet stod medlemmerne for opsætning og nedtagning af flag for Hjørring Handel. Men siden har opgaverne grebet om sig.

Nu er teamet blandt andet med til at løse de praktiske opgaver til Kulturnatten og andre større arrangementer i Hjørring Handels regi. De er også med til at sætte julelys op og ned i midtbyen, og de lægger kræfterne i, når det gigantiske palle-podie skal bygges op til Naturmødet i Hirtshals. Og under Dana Cup bemander de ugen igennem afspærringer og løser vagtopgaver i festområdet.

Inden klubben siger ja tak til en arbejdsopgave, er medlemmerne på banen og vurderer, om de vil og kan løse opgaven.

- Og vi siger helst ikke nej til opgaver, lyder det fra tre af medlemmerne, kokkeelev Frederik Sørensen, bygningssnedker Jesper Simonsen og Nikolaj Perera, der går i 2. g. De er alle såkaldte nøglebærere, der er på skift er til stede i klubbens åbningstid.

- Der er ikke noget, der hedder umulige opgaver - vi finder vi bare en anden måde at løse tingene på og gør dem overskuelige, siger Frederik.

- De gode ideer kommer frem på vores klubaftener.

Og har man lavet en aftale med Nemizis bliver opgaven også løst - for Nemizis holder ord.

Kim Ostenfeldt Kolditz er manden bag Nemizis, der blev stiftet fors syv år siden.

Klubben blev stiftet med det formål at samle unge og skabe sammenhold og venskaber ved klubaftener, jobs og arrangementer.

Kim var inden Nemizis blev en realitet aktiv i Hjørring Styrkesport - og herfra udsprang behovet for en ny ungdomsforening.

- Jeg havde en masse unge tilknyttet klubben. De lavede maskinerne mod, at jeg lavede gratis træningsprogrammer til dem. Da jeg stoppede i styrkeklubben, vidste jeg ikke lige, hvad der skulle blive af de unge og det fællesskab, vi havde der. Kommunen opfordrede mig til at starte en ungdomsklub og hjalp mig med at stifte Nemizis.

Kim havde ikke i tankerne, at klubben skulle udvikle sig til det, den er i dag.

- Det eneste vi havde, var fællesskabet. Vi havde ingen penge, hverken til indretning eller aktiviteter - men fællesskabet var stærkt.

Flytningen fra Vandværksvej til de nuværende klublokaler blev mulig, og herfra tog klubben for alvor fart, idet der nu blev mere plads.

- Det gav blod på tanden. Nu er vi nogle specielle folk, der passer kanongodt sammen - og så har vi en helt særlig drivkraft. Når vi har et mål, vil vi bare nå det - så løser vi opgaverne.

Klubben er åben fra søndag til torsdag mellem klokken 20 og 23 - men ofte bliver medlemmerne længere. Fordi de er i godt selskab og helst ikke vil undvære det. Og selvom der ikke er klubaften, er der ofte træf i klubben alligevel.

- Vi er seks nøglebærere, der låser op - og skriver på Facebook, at der er åbent. Og så kommer folk. Folk bruger det her sted som et fristed, hvor man kan slappe af - for eksempel efter arbejde, siger Frederik.

- Og er der en fredag aften, hvor vi ikke lige ved, hvad vi skal lave, kører vi herud og mødes, siger Nikolaj.

Alkohol er ikke en del af klub-træffene. Men kaffe skal der til - og helst meget af det.

- Vi laver mad, spiller pool, snakker sammen - og de penge vi tjener, bruger vi på husleje, mad, vand og strøm og på aktiviteter. Pengene fra naturmødet skal vi bruge til en tur ud at køre gocart, fortæller Jesper, Frederik og Nikolaj.

Fællesskabet er ikke altid uden konflikter.

- Men der går ikke længe, så falder det til ro igen, forsikrer de.

Jesper har natarbejde på Scanvogn, og han har været medlem i et år.

- Lige siden, jeg er startet, er jeg mere og mere blevet en del af fællesskabet. Det er det hele værd. Det er en stor familie, siger Jesper.

- Man kan ikke undvære det her, supplerer Nikolaj.

Arbejdsopgaverne giver dem mange nye kontakter. Og ansvaret der følger med, nyder de også.

- Og vi har jo både murere, tømrere og elektrikere her. Vi er gode på hver sit felt, og når vi samler kræfterne bliver summen bare en knaldhård og ubrydelig kerne - og det er sjovt..

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste