Unge arbejder og surfer: - Vi har det vildeste fællesskab
LØKKEN: Konceptet ”Surf & Work” får i disse dage unge fra hele landet til at strømme til Løkken for at arbejde og surfe.
De har meldt sig til at være del af "Surf & Work," og det gør, at de alle har et job på hånden og et sted at bo på forhånd. Og når de ikke arbejder, har de mulighed for at lære at surfe på Løkken Strand.
Den kombination har 12 deltagere købt ind på i år, og derfor kom de tirsdag til Løkken for at rejse den camp, der skal være deres base.
De to første var Sigrid Kappendrup på 22 år og Alfred Hald Buksti på 23 år. Til dagligt læser de henholdsvis medicin og bioteknologi i Aarhus.
Alfred Hald Buksti er med for anden gang, og han var slet ikke i tvivl om, at en del af årets sommerferie skulle gå med at surfe og arbejde i Løkken.
- Det var jo så fantastisk sidste år, hvor jeg faktisk fik lært at surfe, siger han.
- Men jeg vil faktisk gerne sige, at noget af det vigtigste, jeg har fået med, er et kæmpe fællesskab. Mange af dem, jeg mødte sidste år, ser jeg stadigvæk hjemme i Aarhus, siger han.
Sigrid Kappendrup har derimod aldrig været med før.
- Men Alfred blev jo ved med at skubbe til mig. Men sidste år var jeg ikke klar. Det er jeg i år, og jeg er da allerede helt ked af, at jeg ikke hørte efter allerede sidste år, siger hun.
Gensynsglæden er i det hele taget svært at komme udenom, mens de unge ankommer. Flere kommer slæbende på fyldte blå IKEA-poser, en guitar og andet grej til tre uger i Løkken.
Alfred Hald Buksti er ikke den eneste genganger, så der er store kram og dunk i ryggen, da Aslak Holm Brunvand, Kristine Brunvand Wolf og Kevin Svendsen ankommer.
Martin Svendsen, Kasper Nørgaard og Annelise Damsgaard fra OutNature og Vestevent i Løkken, er gengangere som arrangører.
Det er OutNature, der ejer det område på fem hektar, hvor de unge skal bo. De tre arrangører er ikke i tvivl om, at det er nødvendigt og vejen frem med koncepter som ”Surf & Work” for at få nok arbejdskraft til kystbyer som Løkken om sommeren.
- Der har jo altid været unge, der arbejdede i Løkken om sommeren. Men i dag vil de unge noget mere. De vil stadig gerne arbejde og tjene penge, men de vil også have oplevelser og fællesskab med i pakken, siger Martin Svendsen.
- Det får de på de her tre uger, og det tiltrækker unge fra hele Danmark. Vi håber, at der kommer endnu flere i takt med, konceptet bliver kendt. For vi kan sagtens bruge endnu flere.
Det tror han også nok skal komme.
- Vi har jo et godt samarbejde med vores lokale destinationsselskab, der markedsfører og udvikler konceptet. Og så tror jeg, at de her unge helt selv er med til at skabe interesse med den gode historie om vores stærke fællesskab. Den bringer de unge jo videre, når de tager herfra, siger han.
Surf & Work løber af stablen for 4. år i træk, og er et samarbejde mellem aktører i en række kystbyer ned langs Nordvestkysten og destinationsselskabet, VisitNordvestkysten.