Udviklingsminister til studerende i Hjørring: Vi skal løfte i samlet flok
Mere end 150 studerende, medarbejdere og samarbejdspartnere var mødt op til arrangementet, der var en del af International Days på UCN
HJØRRING: Mennesker kan leve uden mad i op til to måneder, men hvor længe kan man leve uden håb? Onsdag d. 20. november var udviklingsminister Rasmus Prehn på besøg på UCN i Hjørring for at holde oplæg om verdensmålene og det danske udviklingsarbejde.
Ministeren fortalte bl.a., at 63 millioner børn i verden ikke går i skole, og at mere end 70 millioner mennesker er på flugt. Alligevel er der håb at finde hos børn og voksne, selv i de sværeste situationer, og vi gør og kan gøre rigtig meget for at hjælpe dem. Mere end 150 studerende, medarbejdere og samarbejdspartnere var mødt op til arrangementet, der var en del af International Days på UCN.
- Vi er rigtig glade for, at ministeren tog sig tid til at komme til Hjørring og give os et indblik i regeringens indsatser på dette vigtige område. Vi har et tæt samarbejde med bl.a. Hjørring Kommune, hvor vi i fællesskab arbejder på en række projekter, der relaterer sig til verdensmålene. Og vi har naturligvis også fokus på det i arbejdet med vores studerende. Flere af vores studerende tager bl.a. på udveksling i Afrika, fortæller Sanne Holm, studieleder på UCN’s sygeplejerskeuddannelse i Hjørring i en pressemeddelelse.
Og hvad kan man så som dansk studerende gøre for at understøtte arbejdet med verdensmålene, særligt i forhold til uddannelse i udviklingslandene? Blandt ministerens idéer var blandt andet, at studerende kan tage deres praktik i et udviklingsland og gøre en forskel for sig selv og andre samt engagere sig i en hjælpeorganisation som Røde Kors eller Red Barnet og på den måde løfte i fælles flok.
Ifølge Rasmus Prehn er én af opskrifterne på succes også ligestilling. Kvinder skal have større rettigheder og indflydelse i udviklingslandene. Og måske skal unge fra f.eks. de afrikanske lande have endnu bedre muligheder for at tage en uddannelse eller dele heraf til f.eks. lærer eller sygeplejerske i Danmark eller Skandinavien og vende hjem og arbejde.
Udviklingsminister Rasmus Prehn fik også input, som han kan tage med i det videre arbejde.
- Tak fordi jeg måtte besøge jer og høre jeres syn på verden og verdensmålene. For mig som udviklingsminister er det så inspirerende at lytte til jer. For I ser på verden med andre øjne. Det var f.eks. jeres generation, der for alvor fik sat klimaet på dagsordenen her i Danmark. På samme måde er det vigtigt for mig at høre, hvordan I synes, vi bedst hjælper de fattigste lande i verden med vores udviklingsbistand – og i det hele taget bedst opfylder alle 17 verdensmål, siger Rasmus Prehn.