Billede beskrivelse

Turistforening søger flere feriehuse til udlejning

13. marts 2018 kl. 11.47

Hirtshals Turistforening er på udkig efter feriehuse i området mellem Kjul og Tornby Strand.

- Vi har brug for 15-20 flere huse i vores udlejning for at få den størrelse, som vi ønsker. Og især for at kunne imødekomme den efterspørgsel vi oplever, sagde formand Jørgen Christensen på foreningens generalforsamling mandag aften.

I henhold til foreningens formålsparagraf er en af pindene drift af feriehusudlejning. Også her vinder de digitale platforme indpas, og der bookes såvel digitalt og via mails og telefonopkald.

- Det er beklageligt, at vore to kollegaer, Løkken Turistforening og Lønstrup Turistforening har solgt deres feriehusudlejning. I Hirtshals Turistforening har vi besluttet at fortsætte med feriehusudlejning, så længe vi kan drive en sund forretning, som kan bidrage positivt til information, service og udvikling i Hirtshals og omegn. Turistbureauets medarbejder nr. 3 er primært beskæftiget med feriehusudlejning men indgår også i vagt- og ferieplaner, så logistikken kan fungere. Derved sikrer vi, at vi kan drive et helårsåbent turistbureau, understregede Jørgen Christensen.

Hirtshals Turistbureau er flyttet tilbage til byen fra transportcentret og det har haft en gavnlig effekt.

- Med den nye adresse, Jyllandsgade 10, har vi fået flere gæster på turistbureauet, da der fortsat er et stort behov for oplysning, vejledning, information, m.m. Men sideløbende med de fysiske gæster opprioriterer vi de digitale platforme, og nogle af dem i samarbejde med andre og andre i eget regí. Det er på hjemmesider, mails, Facebook, googleoptimering, apps, Ipads, Iphones, infoskærme, m.m. Jeg synes, at I skal prøve at besøge vor hjemmeside www.visithirtshals.dk, fortalte han.

Hirtshals Turistforening kommer ud af 2017 med et mindre underskud på kr. 13.641. Dette skyldes, at foreningen har haft ekstraordinære engangsafskrivninger i forbindelse med udskiftning af hytter på Hirtshals Camping. Ellers var foreningen kommet ud af 2017 med et mindre overskud.

Hirtshals Turistforenings næstformand, Jørgen Eriksen, har nu i 3 sæsoner været forpagter på Hirtshals Camping. Og det er gået godt. Der er fremgang hvert år ikke mindst takket være de mange forbedringer på campingpladsen, herunder udskiftning af de gamle hytter.

- I 2016 og 2017 har vi således udskiftet de 40 år gamle hytter med 10 helt nye, som kan benyttes året rundt. De nye hytter har givet et løft til Hirtshals Camping, men det er også nødvendigt, når man er i et marked, hvor gæsterne stiller store krav til faciliteter og komfort. forklarede Jørgen Christensen.

Også på Hirtshals Autocamperplads på Doggerbanke er der fremgang. Det er ligeledes Jørgen Eriksen, som passer autocamperpladsen. Både campingpladsen og autocamperpladsen nyder godt af de mange færgeforbindelser til og fra Hirtshals.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste