Turistfiskeauktion i Hirtshals

15. juni 2017 kl. 11.15

En af sommerens store og fornøjelige aktiviteter i Hirtshals er Lions årlige turistfiskeauktion.

Den afholdes i år lørdag 1. juli 2017 kl. 1300 i Auktionshallen på Norgeskajen - tæt på Color Lines færgeterminal.

Formanden for Lions aktivitetsudvalg auktionsmester Karsten Brovn Pedersen fortæller, at allerede fra ved 11-tiden om formiddagen har publikum mulighed for at følge med i indpakningen og fremlægningen af de friske varer, ligesom det vil være muligt at købe forfriskninger, fiskefrikadeller, stegte fiskefileter og fiskesuppe i den opstillede "Bodega", der åbner kl. 11.30.

Der holdes auktion over mange forskellige fiskearter og - produkter, der alle er pakkede i passende portioner, som svarer til en almindelig familiemiddag.

Så det er altså ikke nødvendigt for feriefolket selv at skulle hjem og rense fisk.

For tyske turister vil der være tolk tilstede, som kan oversætte og give gode råd.

For at turistfiskeauktionen skal ligne den rigtige professionelle fiskeauktion mest muligt, er det auktionsmester Karsten Brovn selv, der leder slagets gang og svinger hammeren bistået af lokale Lions-medlemmer.

De udbudte varer, som består af helt friskfanget fisk samt diverse røg - og konservesprodukter, indsamles om formiddagen hos byens fiskeeksportører med flere, der alle sponserer det hele gratis til Lions. De indkomne auktionsbeløb kan derfor gå ubeskåret til Lions humanitære arbejde.

- Auktionshallen vil i nogle timer summe af liv og god sommerstemning, siger Karsten Brovn og fortsætter:

- Så mød op med hele familien og få en god oplevelse på havnen i Hirtshals.

Selvom det er en "turistfiskeauktion", møder også altid en god del lokale borgere op. De byder flittigt på varerne, da de har opdaget, at der her kan gøres et godt køb.

- Så kom med familie og venner og få en god og spændende oplevelse i selskab med lokalbefolkningen. Der er mulighed for en god handel, samtidig med at du støtter en god sag, slutter Karsten Brovn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste