Turister elsker nordvestkystens charme: Markant stigning i antal overnatninger
Planlægningen af 2023 er allerede godt i gang, når Destination Nordvestkysten snakker markedsføring på destinationens nærmarkeder.
- Der har været stor efterspørgsel på en samlet kalender. Den ligger nu klar, og interesserede turistvirksomheder kan downloade den fra vores hjemmeside, fortæller marketingchef Carina Westmark fra Destination Nordvestkysten blandt andet i et Nyhedsbrev.
Kalenderen viser ferieperioderne for 2023 i Danmark, Norge og Sverige, samt alle de tyske og hollandske delstater.
- Første skridt er at skabe overblik over, hvilke ferieperioder der er interessante at være synlige i overfor potentielle udenlandske gæster. Det er helt afgørende for timingen af kampagnerne, at vi har indsigt i geografien holdt op mod rejsemotiver og bookingmønstre på de enkelte lande, forklarer hun.
Med eksempelvis 17,5 millioner hollændere har markedet et stort potentiale, hvor der virkelig kan hentes meget. Overnatningstallene for 2022 viser, at der har været rigtigt mange hollandske gæster i august måned - en periode hvor der er ledig kapacitet på campingpladser og i feriehuse.
- Det giver derfor god mening at øge indsatsen op mod sensommeren samt at fastholde trykket op mod maj-ferien i 2023, understreger Carina Westmark.
De nye overnatningstal for september måned er netop kommet fra VisitDenmark. September landede på 585.346 overnatninger ved Nordvestkysten og sammenlignet med normalåret 2019, hvor tallet var 457.947.
- Det bekræfter, at vores fokus på en turisme vi kan leve af og leve med - hele året rundt, giver rigtig meget mening.
Destination Nordvestkysten arbejder for at skabe bæredygtig vækst i turismen på tværs af de fem kommuner: Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Lemvig og Holstebro.