Carl Sørensen og Bitten Madsen som står bag virksomheden Gule Længe Antik, og som har drevet Løkken Antikmesse i 44 år, har været i branchen i 50 år.  Arkivfoto
Livet her

Trofaste udstiller på Løkken Antikmesse

De i alt 37 udstillere medbringer kun originale genstande inden for antikviteter, kunst, design og kuriositeter

26. juli 2019 kl. 09:42

LØKKEN: Næsten 30 udstillere vender i år tilbage, når Løkken Antikmesse afholdes for 44. gang, og en stor del af dem har været med i mange år, hvilket messens arrangør sætter stor pris på.

Antikviteter defineres som brugs- eller kunstgenstande, der har kultur- eller kunsthistorisk værdi og som oftest er ældre end 100 år.

- Når man køber antikke varer, er man med til at passe på miljøet, da man genbruger produkter, der har vist deres holdbarhed og måske har overlevet flere generationer af ejere, lyder det fra arrangørerne i en pressemeddelelse.

Mange handler i dag på nettet, især når det gælder tøj og elektronik.

På Løkken Antikmesse har gæsterne imidlertid mulighed for at holde tingene i hænderne, inden de beslutter sig for et køb.

- Det giver en helt anden oplevelse. Samtidig kan du trække direkte på udstillernes store faglige viden om genstandene og måske der knytter sig en spændende eller sjov historie til det du vil købe? Så alt i alt står du med et bedre grundlag for at gøre det helt rigtige køb, lyder det fra arrangørerne i en pressemeddelelse.

Carl Sørensen og Bitten Madsen som står bag virksomheden Gule Længe Antik, og som har drevet Løkken Antikmesse i 44 år, har været i branchen i 50 år. Når Carl tænker tilbage, så var det engang nok at sætte et skilt ud til vejen, og så kom kunderne af sig selv. Sådan er det ikke mere. Men Carl og Bitten har valgt at tilpasse sig udviklingen samtidig med at de holder fast i deres værdier. Så fokus er stadig på kvalitet og på at skabe en god oplevelse for publikum. men tiderne har ændret sig, og vi vil følge med, udtaler Carl, som glæder sig til at byde velkommen til årets messe for 44. gang.

En af udstillerne, gæsterne kan møde igen i år, er Kig Ind Antik. Indehaveren Steen Jensen er 2. generation efter sine forældre, og for Kig Ind Antik har det været en fast tradition at deltage på Løkken Antikmesse.

- Vi har igennem mange år skabt en fast kundekreds i det nordjyske, og vi oplever at der på messen kommer mange gengangere samt nye til hvert år, fremhæver Steen Jensen.

Hos Sloth Antik, kan de nikke genkendende til dette:

- Det er svært at få en stand på Løkken Antikmesse, da messen er meget attraktiv for både udstillere og besøgende. Her får man præsenteret en masse kvalitetsting på samme sted og Carl, der står bag messen, har i mange år sikret at alt forløber som det skal, så alle får en god oplevelse.

De i alt 37 udstillere medbringer kun originale genstande inden for antikviteter, kunst, design og kuriositeter. Se alle udstillerne på loekkenantikmesse.dk

Som besøgende på messen har man mulighed for at medbringe en genstand til vurdering. Denne vurdering sker hos en af de 37 fagligt dygtige udstillere. Får man undervejs behov for at sidde ned, kan man benytte messens café. Her serveres blandt andet kaffe, sandwich og kage til fornuftige priser.

Messen holdes d. 1. – 4. august og dørene er åbne kl. 11 – 17 hver dag.

Børn under 15 år kommer gratis ind. Find mere info på vores hjemmeside og Facebookside.

Annonceret indhold

Nyeste