Trio åbner ny boligbutik: Home flytter ind i Lønstrup
Hjørring kommunes største ejendomsmægler åbner ny Home-butik på Strandvejen i starten af det nye år
Når du kommer kørende ind i Lønstrup fra Hjørring, vil du snart blive mødt af et stort 4 gange 1,5 meter banner med teksten ”Home åbner i Lønstrup”.
Du kan se det markante banner på adressen Strandvejen 4, hvor der i dag ligger et gult parcelhus.
Men lige om lidt rykker håndværkerne ind og går i gang med en større ombygning af huset, så der snart kan åbne en funklende ny Home-butik på den synlige adresse, hvor tusindvis af sommerhusgæster kører forbi hver dag i sommerhalvåret.
Det oplyser Home i en pressemeddelelse.
Duo bliver til trio
Bag den nye Home-butik i Lønstrup står trioen Poul Kjeldsen, Jesper Carlsson og Nickolai Thoft.
Poul Kjeldsen og Jesper Carlsson har også de tre Home-butikker i Hjørring, Hirtshals og Sindal. De sælger så mange boliger, at de er Hjørring kommunes største ejendomsmægler, ifølge Boligsiden.dk med et salg på over 200 boliger det seneste år alene i Hjørring-butikken.
De nye ejere får nu følgeskab af ejendomsmægler Nickolai Thoft, der i 14 år har været ansat, men som nu bliver ny indehaver og dermed franchisetager i Home.
- Beliggenheden er lige så væsentlig for en ejendomsmægler-butik som for en bolig, fortæller de nye indehavere i pressemeddelelsen.
Den rigtige beliggenhed
- Vi har længe været på udkig efter den rigtige beliggenhed for os i Lønstrup, og nu hvor det er lykkedes, kribler det bare i os for at komme i gang, siger Poul Kjeldsen, der selv stammer fra Lønstrup. Hans mor bor stadig i byen.
Poul Kjeldsen fortæller videre, at den præcise åbningsdag for byens nye Home-butik endnu ikke ligger fast.
- Men vi regner med, det bliver lige i starten det nye år, når facade, indretning og kunde-parkering ved butikken er helt på plads.
Han understreger, at hus- og fritidshusejere i Lønstrup med salgsplaner selvfølgelig ikke behøver vente med at kontakte Home til den nye butik på Strandvejen 4 er renoveret og indflytningsklar.
- Vi har solgt boliger i Lønstrup i snart 30 år, men tilknytningen til Lønstrup går generationer tilbage, og vi er selvfølgelig allerede nu klar til at vurdere for og rådgive boligejerne omkring et eventuelt salg af deres hus eller sommerhus, lyder det fra Poul Kjeldsen.
Fortsat godt sommerhussalg
Sommerhussalget har især været helt forrygende i 2021, fortæller de lokale Home-folk, der allerede i dag varetager salget af sommerhuse i hele Hjørring kommune – så de kender fritidshusmarkedet rigtig godt og er vant til at arbejde med dette område.
- Danskernes interesse for at få et sommerhus ’boomede’ allerede kort efter Corona-nedlukningen i 2020, og siden har det kørt i højeste gear, og vi kunne have solgt endnu flere sommerhuse, hvis vi ellers havde kunnet skaffe dem, fortæller Jesper Carlsson.
Home forventer også, at 2022 bliver et godt år på sommerhusmarkedet.
- Interessen for at købe sommerhus er lidt mindre nu, end da det var på sit højeste, men det har også noget med årstiden at gøre, og der er stadig flere købere på trapperne, end hvad vi normalt ser her mod slutningen af året, lyder status fra de lokale Home-folk.
- Mange familier regner fortsat med at skulle holde flere ferier herhjemme i årene fremover, og de vil gerne have et skønt sted at samles i sommerlandet, slår Nickolai Thoft fast.
Home Lønstrup bliver butik nr. 182 i Home-kæden.