Trekløver havde workshops med 150 elever

19. maj 2017 kl. 08.51

Politiet rykkede ud til Hjørring Ny 10. torsdag, men det var ikke fordi, at man mistænkte eleverne for at have andet end rent mel i poserne. Besøget har været planlagt længe, og lovens lange arm ankom hånd i hånd med både kommunens sundhedspleje og SSP-konsulenter.

Årsagen var, at uddannelsesinstitutionen havde planlagt en dag med workshops for de 150 elever; de kunne blandt andet høre om sikker sex, graviditet, kæresteliv, opførsel på de sociale medier samt hvordan man skal opføre sig i nattelivet, så man ikke kommer i kontakt med politiet på en negativ, træls og - nogle gange - dyr måde.

Og eleverne kunne spørge og svare frit fra leveren, da der ikke var en lærer i miles omkreds: Personalet holdt nemlig pædagogisk dag på en helt anden adresse, hvor næste skoleår blandt andet blev drøftet.

- Vi tror, at en hel dag med fokus på disse emner giver eleverne en ordentlig saltvandsindsprøjtning. Det sætter sig bedre end sporadiske dryp henover året, lyder det fra skoleleder Michael Jensen, Hjørring Ny 10..

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste