
Tre nye baner sat i spil: Brødre ramte plet med populær sport
For halvandet år siden trak Vennelyst-brødrene Jeppe, Tobias og Thomas Christiansen padelsporten til Hjørring med et indendørs padelcenter på Frederikshavnsvej. Centeret åbnede med seks baner, og fredag eftermiddag satte ejerne tre nye baner i spil.
Med udvidelsen kan PadelClub Hjørring nu friste med ikke mindre end syv double-baner og to single-baner i opvarmede haller. Hertil kommer den nye Drinx-lounge med bar på første sal, hvor der er kølige fadøl, slap-af-hjørne og et godt overblik over centeret.
De nye baner skal være med til at mindske presset på tider - især i aftentimerne er der nemlig rift om banerne.
- Det er gået rigtig godt. Vi er virkelig glade for den opbakning vi har fået fra hele byen, siger Tobias og tilføjer, at de tre nye baner er etableret i et samarbejde med Føtex, Nordjyske Bank og Autoteknika.
- Erhvervslivet bakker rigtig godt op om centeret, og de nuværende sponsorer bruger banerne flittigt. Det er rigtig fedt. Og hvis flere firmaer vil ind over, skal de bare kontakte os, tilføjer brødrene.
De fremhæver fællesskabet i hallen - også på tværs af firmaerne og vennekredse.
- I loung-områderne bliver der snakket og hygget - og her aftaler medlemmerne også tit at spille sammen og mod hinanden, siger Tobias.

Ekstra hal som buffer
Thomas Christiansen er yngste bror i flokken, og han introducerede i sin tid sporten for sine brødre og far, Jan-Iver. De blev alle ”helt solgt” til sporten, der siden har vokset sig stor, også i Danmark. Og de var enige om at trække padelsporten til Hjørring.
- Vi havde rammerne til de første seks baner i lagerhallen, og vi havde mulighed for at lave en tilbygning til hallen ved siden af, så vi kunne udvide med tre baner mere, fortæller Tobias.
- Den mulighed har vi hele tiden haft som buffer.
Brødrene har været en del af PadelClub Danmark, men de har købt sig ud af kæden, idet en kapitalfond var på vej ind over.
- Nu er PadelClub Hjørring hundrede procent ejet af os.
De tre ejere fordeler opgaverne mellem sig, og kan kombinere det med deres fuldtidsarbejde.


Spillere langvejs fra
Trekløveret forventer, at padelsporten vil være top-populært mange år endnu. Men siden de åbnede centeret på Frederikshavnsvej, er der kommet mange nye baner til - dog primært udendørs.
Med udvidelsen satser de på at lukke behovet for indendørs baner i Hjørring og omegn. Og de konstaterer, at tilbuddet med opvarmede haller trækker spiller til fra hele Vendsyssel. Ja faktisk tager flere spillere turen fra Aalborg for at bruge Hjørring-centeret.
Kort om PadelClub Hjørrng
PadelClub Hjørring er åben fra fem morgen til midnat, og medlemmerne lukker sig selv ind med kode.
Padel-sporten er en mellemting mellem tennis og squash. I spillet må du tage gitter og glasbande i brug. Og sporten kan i den grad sende pulsen på himmelflugt.
Bat og bolde er til rådighed i hallen. Bolden - der minder lidt om en punkteret tennisbold - køber spillerne selv, mens bat stilles gratis til rådighed på banerne. Og her kan spillerne også nærlæse reglerne for spillet.




