Livet her

Tre dage med fuld tryk på musikken

15. juni 2022 kl. 08:18

Den store 3-dages Musikfestival i Sindal kører nu for fuld tryk. Allerede fra tirsdag formiddag, hvor 1. viceborgmester Per Møller holdt velkomsttalen og formanden for Vendelbocentrets Venner, Astrid Petersen, bød velkommen til den 12. Musikfestival var det 540 kvadratmeter store telt fyldt med glade gæster.

Første programpunkt var Sindal Harmonikaklub, der spillede dansemusik for de unge, der er blevet lidt ældre. Herefter overtog ”Den Syngende Post” scenen, og han fik publikum til at synge med på sangene, der blandt andet omfattede et stort sømandspotpourri.

Efter en kort middagspause, hvor der var mulighed for at købe både lune frikadeller med kartoffelsalat, tarteletter med høns og pølser med brød, gik Lene Holme på scenen og sang egne sange, der har haft gode placeringer på dansktoppen.

Dagen sluttede med de altid populære Kisser og Søren, der fra første øjeblik havde publikum i sin hule hånd. Der blev sunget og vugget til de kendte sange fra blandt andet Giro 413.

Onsdag byder på fortsat sangglæde, hvor det er Vendelbocentrets beboere og Aktivhusets brugere, der har dannet koret ”De Sangglade”, der lægger op til en festlig dag. De efterfølges af Jørgen og Co med musik fra den danske sangskat og Topper, der synger countrymusik. Dagens afsluttes af Trine Gadeberg kendt fra Hjørring Revyen.

Torsdag er Finn Lund, Skagen Vise Klub, Jeanet og Rune på programmet, og musikfestivalen afrundes af Bo Young, der både synger egne sange og sange, der er skrevet af hans far Jodle Birge.

Også i år kan man få en god snak med Den Kørende Høreklinik, som har et stort udvalg af moderne høreapparater, og Hjemme Optik har medbragt de nyeste brillestel og moderne lupper.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu