Travlt år i gulvvirksomhed - Urban-Hald har planer om ubemandede showrooms rundt om i landet
Ejerne har arbejdet fuld tid i firmaet siden sommer - senest har de modtaget Erhverv Hjørrings Iværksætterpris 2021
Lasse Hald og Daniel Urbaniak arbejdede i døgndrift. Helt bogstaveligt.
Som paramedicinere havde de 24-timers vagter efterfulgt af tre dages fri. Og de blev ofte brugt på hobbybyggeprojekter.
De fik kontakt direkte til forskellige fabrikker i Polen og begyndte at købe mere specialiserede varer hjem til egne projekter.
Men andre kunne også se kammeraternes gode håndværk. De begyndte stille og roligt at sælge til venner og bekendte.
I sommer kunne begge så sige deres daglige jobs op og begynde som fuldtidsansatte i deres egen gulvvirksomhed, Urban-Hald.
Urban-Hald sælger materiale til gulve, byggeri og microcement. Ifølge direktør og stifter Lasse Hald skiller Urban-Hald sig især ud ved specialfremstillede produkter og prisniveauet. Det nordjyske firma har kontakter til familieejede fabrikker i Polen, hvilket giver mulighed for at lægge meget specialiserede ordrer.
- Det fungerer lidt anderledes end herhjemme. Man er nødt til at opbygge en fælles tillid, men så er de til gengæld også klar til nærmest hvad som helst. Det betyder, at vores kunder selv kan vælge det udtryk, de gerne vil have, fortæller Lasse Hald.
Lasse Hald og Daniel Urbaniak kender hinanden fra uddannelsestiden som paramediciner. De begyndte at opleve interesse for deres byggeprojekter og gik i gang med at sælge til venner og bekendte. Stille og roligt spredte ordet sig.
I seneste regnskabsår lød overskuddet på knap 1,4 millioner kroner.
Seks ansatte
I dag har Urban-Hald seks ansatte - herunder ejerne og direktørerne selv. I sommer kunne de to stiftere endelig ansætte sig selv på fuldtid i virksomheden. Det har givet nye muligheder, fortæller Lasse Hald.
- Der har givet mere ro i privatlivet. Da vi startede, havde vi kontor hjemme hos os selv. Daniel havde lager hos ham, og jeg havde showroom. Men som tiden gik, fik vi flere kunder, der begyndte at komme uanmeldt på besøg og skulle hente varer. Det var ikke holdbart i længden, så vi var nødt til at gøre noget andet, siger han.
I dag har Urban-Hald kontor og showroom i Hjørring. I fremtiden planlægger man at lave ubemandede showrooms rundt om i landet. Med en tilsendt kode får kunderne mulighed for at tage forbi og se eksempler på varerne, når det passer dem.
Selv om de i dag ikke har et fuldtidsjob på siden, betyder det dog ikke, at der bliver slappet af.
- Vi har enormt travlt, men det er lidt nemmere nu. Når man er selvstædig, er det jo også sjovt. Man kan se udviklingen i sin virksomhed, så timerne flyver afsted, og dagene går lynhurtigt, siger han.