Tornby-Vidstrup Kirkekor i vokseværk
Det succesfulde voksenkor Tornby-Vidstrup Kirkekor har vokseværk. Der kommer stadig nye medlemmer til det populære kor, der synger på højt niveau til mange forskellige arrangementer i kirker og sognegårde.
Koret blev startet for 13 år siden på initiativ af Mette Harbo Arleth og tidligere organist Peter Lindhardt Toft som et voksenkor. Allerede fra starten tiltrak det nye kor mange medlemmer. Koret var hurtigt oppe på 20 medlemmer og de repræsenterede alle sangstemmer.
I dag er koret på hele 37 medlemmer, som er meget flittige til at møde op til de ugentlige øvedage, og når der skal synges ved forskellige arrangementer som eksempelvis ved den udendørs pinsegudstjeneste i mandags.
Formanden for kirkekoret Bjarne Rosendahl er meget glad for det sammenhold, der er i koret.
- Der er aldrig sure miner. Heldigvis, for det kan jo heller ikke lade sig gøre at synge, hvis man er sur!, siger Bjarne Rosendahl.
Alle i koret er altid villige til at hjælpe med det praktiske. Åse Kjeldgård laver kaffe, Tonny Brok er meget flittig til at bage kager, og de øvrige i koret hjælper med andre praktiske gøremål. Derfor bliver det praktiske arbejde aldrig en byrde, og alle i koret kan koncentrere sig om det væsentligste, nemlig at synge.
Selv i de perioder, hvor kirkerne var uden fast organist, trådte kirkesanger Hanne Sørensen til, og sammen med korets medlemmer videreførte de koret, indtil der igen kom er fast organist som korleder. Det skete den 1. juni sidste år, hvor Anita Hyldgård Samsing blev ansat som organist og korleder for de to kirker.
Det glæder korets medlemmer, at de har fået en meget erfaren musikalsk leder. Anita Hyldgård Samsing er nemlig uddannet som organist med kirkemusikalsk Diplomeksamen fra Det Fynske Musikkonservatorium i 1997, og hun har tidligere været ansat som organist og korleder ved en række kirker.
Tornby-Vidstrup Kirkekor øver hver torsdag. Koret medlemmer kommer klokken 16, hvor de drikker kaffe, spiser kage og hygger sig i hinandens selskab, inden de en halv time efter starter på korsangen. De øver indtil klokken 18. Og koret er stort set fuldtalligt hver gang de mødes. Korets repertoire spænder vidt. Lige fra engelske sange over de klassiske og rytmiske sange til salmer og sange fra højskolesangbogen.
Alle er velkommen til at overvære en øveeftermiddag. Det kunne jo være, at nogle fik lyst til blive medlemmer af koret. Lige for tiden mangler koret nogle gode basstemmer.