”Tøjet” er trukket af veteranen

24. februar 2019 kl. 08.03

VRÅ: Veteran trukket af tøjet. De gæve jerndrenge i veteranværkstedet i Uhrenholdts Gård fik i efteråret en Ferguson 26 fra 1951 foræret. Det vakte glæde, selv om den havde stået ude en del år, og trængte til en meget kærlig hånd.

Opgaven var til at få øje på, men man kløede på med krum hals.

Tanken er, at man vil renovere den gamle klassiker – og sælge den. Og de penge man måtte tjene, skal bruges til driften af Veteranværkstedet.

Hvis man kender lidt til Gert, Bent og Carsten ved man, at der ikke bliver gået på kompromis med noget som helst. Alt bliver skilt ad – gået efter – renoveret – og samlet igen. Derfor har man trukket den gamle dame ind i Veteranværkstedet – trukket hende af tøjet, og kastet sig over de ædlere dele.

Bagtøj og gearkasser synes at være OK, men motoren er noget ramt. Traktoren havde som nævnt stået ude i en del år – uden låg over skorstenen, og regnvand var trængt ind til ventilerne. Det viste sig, at flere af dem havde sat sig. Men hvad er problemet? Af med nikketøj og topstykke – op med humøret…og måske kan man klare sig med en ventilslibning.

Man går metodisk frem skridt for skridt – og springer ikke over, hvor gærdet er lavest. Ingen kompromisser. Grundighed og kvalitet er nøgleord – og en æressag.

Hvis du vil følge arbejdet med den gamle Ferguson, så kik ind i Veteranværkstedet i Uhrenholdts Gård tirsdag eller torsdag.LL

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste