Her noget af det værktøj, polakkerne har stjålet fra varebiler i Nordjylland, ifølge politiet. Foto: Nordjyllands Politi
Livet her

Masser af værktøj stjålet fra håndværkere - nu er to mænd dømt

Polakker stjal værktøj fra en stribe varebiler i Nordjylland

16. juni 2021 kl. 15:41

HJØRRING: To polske mænd på 27 og 33 år blev onsdag ved Retten i Hjørring idømt fængselsstraffe for indbrud i 12 varebiler i Vendsyssel.

Indbruddene foregik typisk ved, at polakkerne borede hul i bildøre, hvorefter de kom ind i varebilerne og tømte dem for værktøj.

Den type indbrud har plaget nordjyske håndværkere i længere tid, men i marts lykkedes det politiet at pågribe de to polske mænd, som nu er dømt for 12 af den type indbrud.

Indbruddene er blandt andet sket i Brønderslev-området samt Bindslev og Sæby.

De to mænd blev også dømt for dokumentfalsk, da de kørte i en bil med en falsk dansk nummerplade, oplyser anklager Mette Høg fra Nordjyllands Politi.

Fem gode råd til håndværkere

Politiet har disse fem råd til at sikre varebilen bedst muligt:

- Sørg for, at varebilens varerum ikke kan åbnes fra førerkabinen.

- Undgå at parkere varebilen på et mørkt og øde sted. Parker gerne et sted med belysning.

- Undgå at efterlade særligt værdifuldt værktøj i bilen.

- Overvej at mærke det dyre værktøj.

- Hvis det er muligt, så sørg for at placere bilen, så bagdør og sidedør ikke kan åbnes.

Ser man noget mistænkeligt i sit nabolag omkring varebiler, så kan man kontakte politiet på telefon 114.

De to polakker nægtede sig skyldige, men modtog dommene. Den 27-årige blev idømt 10 måneders fængsel, heri medregnet straf for et tidligere lignende indbrud i en varebil.

Den 33-årig blev idømt ni måneders fængsel.

Begge mænd skal udvises efter afsoning af straffene, og de har fået forbud mod at rejse ind i Danmark igen i seks år.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu