To nyansatte i Meny Hjørring
De to medarbejdere er flyttet fra Aalborg og Sulsted til lokalområdet
03. august 2018 kl. 14.06
Opdateret 06. august 2018 kl. 15.03
HJØRRING: Meny Hjørring på Frederikshavnsvej har meget travlt og har med nye medarbejdere i blandt andet den populære slagterafdeling og i delikatessen også sat gang i tilflytningen til Hjørring Kommune.
Slagter Michael Durbahn og delikatesse-assistent Anette Mønster supplerer nu de 30 ansatte i de to betjente afdelinger med blandt andet delikatesse og mad ud af huset.
Michael Durbahn er netop flyttet fra Aalborg og har bosat sig med familien i Tårs.
Anette Mønster har rykket teltpælene i Sulsted op for at flytte til Vrå.
- Vi har 120 ansatte i Meny Hjørring, og vi er rigtig glade for at kunne være med til at fastholde og skabe spændende arbejdspladser i Hjørring Kommune. Det er ekstra glædeligt, at vi også kan være med til at trække tilflyttere til kommunen og dermed være med til at øge skatteunderlaget. Det betaler sig at handle lokalt, siger købmand Henrik Svanhede.