To år med glaskunst i Vetro
KUNST: Susan Vivi Sørensen kom oprindelig fra Lønstrup, men der sker meget mere i Hirtshals, synes hun
Galleri Vetro Hot Glass på Hjørringgade 9 i Hirtshals ejes af Susan Vivi Sørensen, som nu har været glaskunsthåndværker på dette sted i snart to år.
- Og det har jeg været rigtig glad for, siger Susan.
- Jeg kom oprindelig fra Lønstrup, men der sker meget mere her i Hirtshals. Alle er så super aktive, og det var derfor jeg flyttede mit værksted og galleri til Hirtshals.
Hun laver skulpturer i glas med flammer og farver, og glasmalerier, som er en ældgammel norditaliensk opfindelse.
- Og med al respekt for det, prøver jeg at gøre med glas, som man gjorde for mange mange år siden i netop Norditalien, siger hun.
- Jeg arbejder meget med mine indtryk af det jeg ser. Havet er jo ikke altid blåt eller grønt, det kan også være helt gråt, og når jeg betragter for eksempel åkander i et gadekær, kan jeg finde på at gå hjem med det indtryk, der sidder tilbage i mit hoved, og begynde at male lidt impressionistisk. Det vil sige at samle indtryk af det man ser i et lidt måske abstrakt koncentreret malerisk tilgang. Det er sådan jeg arbejder med mange af mine skulpturer og glasmalerier. Dog med det in mente, at man også skal kunne se hvad tingene forestiller - i hvert fald hvis man får lidt formidling med på vejen.
For eksempel har Susan Vivi Sørensen lavet en glasskulptur med to drenge, der kravler op af en stige. Den ene af drengene er højt oppe og den anden tøver lidt.
- Jeg har derfor kaldt denne skulptur KOM BARE DO.
- Jeg er vild med det jeg laver, og var i lære som kunstmaler som 18-årig, hvor jeg malede både på lærred, og på fliser, og siden kom jeg så til at arbejde med vetro. Det er glas på Italiensk, siger Susan Vivi Sørensen.