Tip fra fysioterapeuten: Sådan undgår du smerter, når havearbejdet kalder - se video med øvelser
Fysioterapeuterne Skagensvej giver tips og tricks til at undgå smerter under og efter havearbejde
HJØRRING: Solen skinner ferien er i gang eller venter lige om hjørnet - og havearbejdet kalder. Der er måske planlagt nye haveprojekter, fliserne skal renses og ukrudtet luges. Her er nogle gode råd, så du kan få hele haven ordnet uden at komme til at døje med ryggen.
Tip 1:
Skab overblik over opgaverne og fordel det eventuelt over flere dage, det er nemlig længe siden, du har været i haven sidst.
Tip 2:
Variér dit arbejde – skift arbejdsopgaver og -stillinger hyppigt. På den måde undgår du at overbelaste dig selv.
Tip 3:
Start roligt ud – og lyt til kroppen, om du trænger til en pause.
Forslag til øvelser
Hvis du har gået i haven i mange timer og luger ukrudt og ryggen begynder at gøre ondt, så giver vi dig her et par øvelser, der i mange tilfælde er lindrende for ryggen.
Havearbejde indebærer ofte megen foroverbøjning af ryggen. Hvis ryggen begynder at gøre ondt, kan det være smertelindrende at lave noget af det modsatte, nemlig bagoverbøjninger af ryggen.
Bagoverbøjning af lænden. Læg dig på maven. Placer hænderne ved siden af skulderne. Slap af i underkroppen og skub dig op ved at strække armene. Sænk dig roligt igen. Gentag øvelsen ti gange.
Sæt dig på en stol. Sæt dig helt tilbage til ryglænet. Placer hænder i nakken eller på skuldrene. Læn dig roligt bagover, så langt du kan. Kom tilbage til udgangsstilling igen. Gentag øvelsen fem gange.
Start med at lave 5-10 gentagelser af begge øvelser og se, hvordan øvelserne føles. Hvis det føles rart, kan du lave nogle flere – og genoptage havearbejdet igen.
Øvelserne er udvalgt af Rasmus Dons og Ida Bandsholm, fysioterapeuter hos Fysioterapeuterne Skagensvej i Hjørring.