Tilbud til ældre bliver tilpasset corona-tiden
Ældre Sagen i Hjørring Kommune tilbyder tiltag, der sikrer tryghed og kontakt til omverdenen
HJØRRING: Mette Jakobsen, der er koordinator ved Frivilligcenter Hjørring fortæller om Ældre Sagens tilbud i corona-krisen:
Ældre Sagen er blandt de foreninger, som giver nye tilbud tilpasset de betingelser, coronakrisen sætter for vores adfærd.
Mange af Ældre Sagens vanlige aktiviteter er sat på pause, fordi vi skal holde afstand. Men vi skal fortsat holde sammen og hjælpe hinanden, og derfor er nye tilbud kommet til.
Blandt de nye tilbud er Ældretelefonen, som på Ældre Sagens hjemmeside er beskrevet således: Under coronakrisen oplever mange at blive isoleret derhjemme. Familie og venner kan ikke længere komme på besøg. Men behovet for samvær er der stadig, og kontakten med omverdenen føles måske vigtigere end nogensinde. Du kan få eller blive telefonven gennem Ældretelefonen og give et andet menneske og dig selv glæden ved at have nogen at snakke med.
Jeg taler med Hanna Simonsen, som er bestyrelsesmedlem i Ældre Sagens lokalafdeling i Hjørring. Og desuden medlem af koordinationsudvalget, der som navnet antyder, koordinerer tiltag på tværs af afdelinger i Hjørring kommune. Så hun ved også noget om, hvad der foregår i de øvrige lokalafdelinger i Hirtshals, Løkken-Vrå og Sindal. Alle steder er de selvfølgelig ramt er coronakrisen, men alle har også fortsat tilbud.
- For eksempel er der flere, der i denne tid tilmelder sig en telefonkæde eller telefonstjerne. Der er lidt forskel på de to tilbud, men fælles er, at man hver dag får et tryghedsopkald. Hver dag, på et aftalt tidspunkt, bliver man ringet op af en frivillig. Er der en, som ikke svarer telefonen. Eller har den der svarer, brug for hjælp, vil den frivillige tage affære, forklarer Hanna Simonsen.
- Selv har jeg også været med til at starte fællessang, der hvor jeg bor. Det er ikke et foreningstilbud, men et initiativ, som opstår mange steder lokalt: i et andelsboligkvarter, en landsby, en etageejendom, i ferielejligheder, et villakvarter. Hvor jeg bor, synger vi morgensang sammen, og selv om vi holder afstand, føler vi fællesskabet. Og får også tid til en snak om sangene, inden vi igen går hver til sit, fortæller Hanna Simonsen, der i Ældre Sagen Hjørring blandt andet arbejder med foreningens PR og kommunikation.
- Ældre Sagen Hjørring har en facebookside, som jeg står for. I denne tid fortæller jeg hver dag, hvilke sange Phillip Faber vil synge næste dag, når han inviterer til morgensang på DRTV. Så kan man forberede sig. Og glæde sig til næste dags morgensang, hvilket er vigtigt i en tid, hvor der er så meget at ængstes over, siger Hanna Simonsen.
- Noget der er grund til at ængstes over, er de ældre mennesker, som bor på plejehjem og indtil videre ikke kan få besøg af hverken familien, venner eller frivillige på grund af smittefaren. Det er et område, hvor vi også skal tænke mere nyt og finde flere gode løsninger, tilføjer Hanna Simonsen med en bestemthed i stemmen, der antyder, at hun allerede har tænkt en del over det.
Ønsker du at vide mere om Ældre Sagens tilbud, eller at få kontaktoplysninger til en lokalafdeling i Hjørring kommune, er du velkommen til at kontakte Hanna Simonsen på tlf. 24 27 11 15.
Vil du gerne vide mere om andre tilbud i den frivillige sociale verden, er du velkommen til at kontakte Mette Jakobsen, koordinator i Frivilligcenter Hjørring, som træffes på tlf. 24 26 40 70.