Billede beskrivelse

Ti kunstnere udstiller på skolen i Tornby

28. marts 2018 kl. 05.23

Ti nordjyske kunstnere frister i påsken med udstilling på Tornby-Vidstrup Skole, Hovedvejen 25.

Der er fernisering lørdag 31. marts klokken 13, hvor Troels Bidstrup Hansen holder ferniseringstale.

Derefter er der musikalsk indslag med et kor under ledelse af Trine Krogsgaard Frederiksen lige som arrangørerne er vært med et glas vin.

Der er åbent lørdag fra 13 til 17. Første- og anden påskedag er der begge dage åbent fra 10 til 17.

Anna Marie Gaarden står bag udstillingen, der i år kan slå dørene op for 14. år i træk.

- Vi er alle pensioneret, og brænder for det, vi laver. Fem kunstnere deltager med malerier, tre med keramik, en med træarbejde og en med fotografier. Det er en meget alsidig udstilling, og gæsterne kombinerer ofte udstillingen på Tornby Skole med et besøg på udstillingerne i Hirtshals på den gamle station og på fyret, tilføjer Anna-Marie Gaarden.

Fem faste udstillere er repræsenteret på årets udstilling, nemlig Birthe Bækholm, malerier, Wenche Vessel, keramik, Jess Vestergaard, malerier, Frede Nørgaard, træarbejde og Anna-Marie Gaarden, menneskestudier i keramik.

Nye udstillere i Tornby er Diana Madsen, keramik, Gitte Trondal, malerier, Ulla Mortensen, malerier, Elisabeth Poulsen, malerier, Jens Rubæk Andreasen, foto.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste