Ti år med navlesnorshuer til nyfødte på fødegangen

Soroptimisterne i Hjørring har sørget for huer til 14.000 nyfødte på sygehuset i Hjørring - huerne skal både charme og varme de små hoveder

19. oktober 2019 kl. 07.14

HJØRRING: 14.000 nyfødte er gennem de seneste ti år blevet budt velkommen til verden på fødegangen i Hjørring med en strikket navlesnorshue.

Bag Projekt Navnlesnorshue står Hjørring Soroptimistklub, og klubben markerer ti års fødselsdag fredag 25. oktober mellem klokken 14 og 16 i glasgangen på Regionshospital Nordjylland Hjørring.

Hospitalet er den dag vært ved kaffe og te, og Soroptimisterne serverer kagemand fra KonditorBager, Højene Bageren, Bageri Haabet, Føtex og Lagkagehuset.

- Vi ønsker at markere 10 års fødselsdag for projektets start, og alle er velkomne til at deltage. Vi vil selvfølgelig gerne se så mange som muligt af vores strikkere samt forældre med børn, som har fået en hue, siger Lene Pedersen, der koordinerer projektet i Soroptimisternes regi.

Lene vasker samtlige huer, som hun modtager fra strikkere i hele landet samt pakker dem og afleverer dem på fødegangen.

- Projektet har været en stor succes både hos de mange flittige strikkere og hos forældre til de nyfødte. Også personalet på fødegangen på sygehuset har udtrykt stor glæde over projektet, tilføjer Lene Pedersen.

- Mange flittige hænder og hoveder har været i gang både med strikkepindene og med fantasien.

Og der er i sandhed huer til ethvert barnehoved og for enhver smag. Nogle er ensfarvede andre stribede og med flotte mønstre og figurer. Når huerne strikkes, bestemmer strikkeren farverne, men de følger en fast opskrift.

Varme og charme

Lene Pedersen har været aktiv i hue-projektet siden den første hue blev sat på et nyfødt hoved på fødegangen. Det samme har pensioneret jordemoder Minna Husum Jokumsen, der fik ideen til navlesnorshuerne.

- Det er vigtigt at holde barnet varmt - et barn der bliver koldt, bliver dårlig. Og den største udstråling af varme kommer fra barnets hoved. Hvis barnet var lidt slapt efter fødselen, brugte vi nogle gamle bomuldssokker eller en stofble, der kunne dække barnets hoved og holde det varmt, fortæller Minna Husum Jokumsen.

- Det er ikke nødvendigt med en hue til sunde og raske børn, men vi valgte at sige, at alle nyfødte på fødeafdelingen skal have en hue. På den måde er navlesnorshuerne også en hilsen fra fødegangen.

Barnets far vælger den rette hue til sit barn, når han har klippet navlesnoren, og den nyfødte får huen på med det samme. Og rigtig mange familier gemmer navnesnorshuerne som et kært minde i mappen eller kassen med barnets minder. Sammen med huen følger en seddel med en hilsen til barnet fra Soroptimistklubberne i Hjørring og Skagen. Herpå står der: ”Som en velkomst til livet, bliver denne hue dig givet, må den dit lille hoved charme, og de første timer dig varme.”

Fællesskaber

Navlesnorshuerne er med til at skabe fællesskaber uden for sygehusets murer. Huerne er strikket af enkeltpersoner, brugere af aktivitetscentre og beboere på plejehjem.

- Vi er meget taknemmelige for alle de flotte huer. Vi har modtaget huer fra hele Vendsyssel, herunder Læsø, ligesom vi har modtaget huer fra Vestjylland og Sjælland. Ja, vi har sågar modtaget huer, der er strikket på Grønland, fortæller Lene Pedersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste